Budget på 131 millioner: Journalist-bunker bliver kulturhus

Engang blev der udklækket journalister i den tætte betonbygning, men nu gør FO Aarhus klar til at bygge den tidligere journalisthøjskole i Aarhus - kendt som Bunkeren - om til kultur- og fællesskabshus.
Med 95 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden, er der sikret i alt 131 mio. kr. til Kulturhus Bunkeren.
- Vi drømmer om at skabe et sted, der bliver ramme for kultur, fællesskaber, forenings- og fritidsliv, og som bliver en central aktør i den kommende bydel, som mødested for områdets beboere og borgere i hele Aarhus, udtaler Anne Thorø Nielsen, skoleleder for FO-Aarhus, i en pressemeddelelse.

Kulturhus Bunkeren er placeret i området Margrethebjerg, der er under hastig forandring. Aarhus Kommunes helhedsplan for Margrethebjerg skal på sigt skabe plads til tusindvis af nye beboere med Bunkeren som et samlingspunkt. Huset skal danne rammen om alt fra værksteder og koncerter til fællesspisninger og sociale tilbud for udsatte grupper.
Foruden pengene fra Nordea-fonden har Aarhus Byråd tidligere afsat 10 mio. kr. til projektet, ligesom der er finansiering fra EU-projektet Imperfect City.
Projektet forventes at stå færdigt i 2028.