23948sdkhjf

Klar med 327 millioner til specialskole i Aarhus

Politisk aftale til 700 mio. kr. giver folkeskolerne i landets næststørste by et løft

Byrådet i Aarhus har indgået en aftale om 700 mio. kr., der blandt andet skal bruges til opførelsen af en ny specialskole i bydelen Lisbjerg.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

- Det er der brug for, fordi presset på vores nuværende specialskoler er stort og stigende, siger rådmand for børn og unge Thomas Medom (SF).

Der afsættes 327 mio. kr. til skolebyggeriet, der ifølge TV2 Østjylland skal have plads til 180 elever.

Der har ifølge mediet gennem flere år været mangel på pladser på specialskolområdet i landets næststørste by.

Det skyldes, at antallet af elever med behov for ekstra støtte i undervisningen er stigende.

Det er et enigt byråd, der står bag aftalen, som udover et nyt skolebyggeri sikrer penge til et generelt løft på skoleområdet i Aarhus Kommune.

Blandt andet afsættes 165 mio. kr. til bedre idrætsfaciliteter og 108 mio. kr. til bedre faglokaler på folkeskolerne.

Aftalen afsætter også 80 mio. til renovering af folkeskoler og dagtilbud.

- Elever, forældre og medarbejdere på byens skoler og dagtilbud vil opleve et løft med bedre indeklima, moderne faglokaler og en helt ny specialskole til børn med særlige behov, siger Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S).

Aftalen er ifølge pressemeddelelsen en "tidlig tillægsaftale til efterårets budgetforhandlinger for 2026".

Kommunernes budgetaftaler for det kommende år skal være på plads i midten af oktober.

Det er uvist, hvornår opførelsen af den nye skole i Lisbjerg begynder.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078