Aftale på plads om 95 boliger og kulturhus i Ørestad

Et nyt beboer- og kulturhus, Byens Hus, 95 boliger og en daginstitution opføres i Ørestad Syd. By & Havn har indgået en aftale med udviklingsselskabet FB Gruppen, som sætter byggestart til august 2025 og afslutning sidst i 2027.
Byens Hus får i sig selv et areal på 2.500 kvm og samler fællesfaciliteter som værksteder, multisal, café og foreningslokaler placeret ved Asger Jorns Allé ud mod Fælledpromenaden.
- Derfor er det en stor milepæl for bylivet, vi passerer, når FB Gruppen går i jorden og starter byggeriet af Byens Hus op. Huset ligger på den meget attraktive grund ud mod Fælledpromenaden, som alle beboere og brugere af huset nu får glæde af, udtaler adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn, i en pressemeddelelse.

FB Gruppen står som bygherre på det 12.000 kvm store projekt, hvoraf 7.600 kvm udgør boliger. Disse bliver opført som ejerboliger i varierende størrelser og vil blive ejet af FB Gruppen.
Projektet er tegnet af ACT Architects.
Byggestart efter sommerferien
Byens Hus bliver ejet af Foreningen Byens Hus, som består af 22 boligbyggerier i Ørestad Syd, mens Københavns Kommune skal drive huset som et kommunalt kulturhus.
Samtidig opføres en 2.000 kvm stor daginstitution, som ved færdiggørelse overdrages til kommunen.
Byggepladsen etableres i sommeren 2025, og projektet markerer en væsentlig udvidelse af det kulturelle og sociale udbud i Ørestad Syd, der i dag huser omkring 14.000 beboere.
