23948sdkhjf

Byggebranchen på radaren: Hasteplan kræver lynhurtig ombygning af flyvestationer

Forsvarets milliardindkøb af luftforsvar kræver ombygning af to flyvestationer i hver sin del af landet

Danmark har brug for hurtig opbygning af et jordbaseret luftforsvar, der kan beskytte både civilbefolkning, militære mål og kritisk infrastruktur mod trusler fra luften.

Sådan lød det, da Forsvarsministeriet den 10. juni offentliggjorde planerne om at indkøbe tre forskellige kortrækkende luftforsvarssystemer i et såkaldt hasteindkøb til seks mia. kr.

I fredstid vil det jordbaserede luftforsvar blandt andet være placeret på Flyvestation Skalstrup og Flyvestation Skrydstrup ved henholdsvis Roskilde og Vojens. 

Det står derfor klart, at indkøbet af nye kortrækkende luftforsvarssytemer vil kræve ombygning af flyvestationerne i Skalstrup og Skrydstrup, og at det vil give opgaver til entreprenørerne.

Præcis hvor meget og hvordan er Etablissements- og Terrænkommandoen, ETK, tidligere Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, netop nu ved at undersøge, oplyser presseafdelingen i en mail.

Dette gælder især Flyvestation Skalstrup nær Roskilde, som Forsvaret tilbagekøbte i 2023 efter at have solgt den i 2019. Her har man tidligere huset luftforsvar, men det er flere år siden. 

I Skalstrup er ETK netop nu ved at evaluere faciliteterne og i er dialog med andre dele af Forsvaret om, hvilke behov der er for tilpasninger eller nybyggeri, lyder det fra ETK. Det samme gør sig gældende i Jylland.

"På Flyvestation Skrydstrup er vi ligeledes i gang med at få overblik over nuværende faciliteter, samt indhente oplysninger om pladskrav for både materiel og mandskab."

Pengene er afsat

Jordbaserede luftforsvarssystemer består af forskellige elementer. 

Fælles for alle er, at de som udgangspunkt består af et kommando- og kontrolsystem, kontrolvogn, radarer, affyringsramper og missiler, logistik- og vedligeholdelseselement samt diverse køretøjer og støtteudstyr.

Der er altså tale om en række støtteelementer, som vil kræve garager, værksteder, tidssvarende indkvartering til mandskab og lignende.

Her har Forsvaret og politikerne tilsyneladende lært fra Elbit-sagen, hvor man købte artilleri uden at tænke på netop blandt andet støttefunktioner. Det endte med at koste en ekstra milliard kroner. 

Forsvarsministeriet oplyser til Licitationen, at der er afsat midler til både indkøb og opbygningen af luftforsvaret, hvilket altså inkluderer om- og nybyggerier på de to flyvestationer. 

Præcis hvordan og hvor store kontrakter der bliver tale om, er klassificeret, lyder det fra presseafdelingen, men pengene skal tages fra Accelerationsfonden og er altså afsat. 

Det nye luftforsvarssystem skal være operativt i løbet af 2026.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078