Industrikoncern sælger hovedkvarter for 730 millioner

Siden 1899 har ingeniør- og maskinkoncernen FLSmidth haft hovedkvarter på Vigerslev Allé i Valby, men snart er det slut.
Selskabet besluttede allerede for nogle år siden på sigt at rykke til nye lokaler på Havneholmen i København, og derfor er det gamle hovedkvarter nu solgt.
Det er ejendomsselskaberne Nrep og AG Gruppen, der er købere af den godt og vel 51.000 kvm store grund med tilhørende bygninger.
De karakteristiske røde murstensbygninger med vinduesrammer af bronze, der rummer administrationen, blev først opført i 1957 og er tegnet af arkitekten Palle Suenson.
Københavns Kommune godkendte i slutningen af 2022 en lokalplan, der gør det muligt at opføre nye kontorer, nye boliger og en daginstitution på området.
Samtidig blev der ved den lejlighed givet tilladelse til nedrivning af cirka en tredjedel af de eksisterende bevaringsværdige bygninger på grunden.
Prisen er opgivet til 730 mio. kr., og handlen forventes endeligt gennemført i første kvartal næste år.
Flytningen til Havneholmen forventes gennemført i slutningen af i år.
FLSmidth er en dansk ingeniørvirksomhed, der leverer udstyr og service til mineral- og cementindustrien.
FLSmidth beskæftigede ved årsskiftet næsten 8000 ansatte verden over.
/ritzau/