Klodser og klimasikring – hvordan bygger vi til fremtiden?

Klimaforandringerne er omdrejningspunktet, når Rambøll, HOFOR og DI for tredje gang går sammen om en workshop på Folkemødet 2025. Workshoppen bygger på tanken om, at de bedste løsninger findes i fællesskab. Med afsæt i konkrete scenarier, aktuel viden og tværgående erfaringer skal deltagerne visualisere og diskutere, hvordan vi fremtidssikrer vores samfund mod klimarelaterede hændelser.
“Vi har brug for at tænke klimatilpasning som andet end tekniske løsninger,” siger Søren Birch, direktør for Byggeri og Anlæg i HOFOR. “Det handler i høj grad også om, hvordan vi planlægger og bygger vores byer, og hvordan vi inddrager landskab, arkitektur og fællesskaber.”
Byggeklodser frem for magtkampe
Workshoppen tager udgangspunkt i LEGO® SERIOUS PLAY® – en metode, hvor deltagerne bruger Lego-klodser til at skabe modeller for idéer og strategier. Det giver ifølge arrangørerne et nyt rum for samarbejde og perspektivskifte.
“Vi udfordrer deltagerne til at tænke i helheder og naturbaserede løsninger, der både håndterer skybrud, stormflod og højtstående grundvand – og samtidig skaber værdi for borgere og byrum. Vi skal tænke nyt, tænke sammen og tænke bæredygtigt – og det starter med samtalen,” forklarer Ib Enevoldsen, direktør i Rambøll Danmark.
Rambøll ser workshoppen som et bidrag til en ny type tværgående planlægning, hvor klimatilpasning ikke står alene, men integreres i alt fra byrum og byggeri til biodiversitet og borgerinddragelse.
Vi udfordrer deltagerne til at tænke i helheder og naturbaserede løsninger, der både håndterer skybrud, stormflod og højtstående grundvand – og samtidig skaber værdi for borgere og byrum. Ib Enevoldsen, direktør i Rambøll Danmark
Forberedt på fremtidens virkelighed
Selv om workshoppen foregår i Folkemødets uformelle rammer, er temaet dybt alvorligt. Klimaforandringerne er ikke en trussel, der kommer – de er allerede her. Skybrud, stigende havvand, ekstremregn og varmeudfordringer præger både byer og infrastruktur – og kræver nytænkning.
“Vi skal have robuste løsninger, men vi skal også have fleksible samarbejdsformer,” siger Søren Birch. “Det nytter ikke at sidde i hver sin silo. Kommuner, bygherrer, forsyningsselskaber, rådgivere og myndigheder skal tale sammen på nye måder. Det er præcis det, vi ønsker at skabe rum for med denne workshop.”
DI ser frem til mere handling
Tidligere års workshops har vist, at metoden virker. Når beslutningstagere mødes på tværs og bygger deres synspunkter op i fysisk form, opstår der et andet nærvær og en større fælles forståelse.
Dansk Industri deltager også i workshoppen, og her ser man frem til mere politisk handling: “Vi imødeser regeringens næste skridt efter klimatilpasningsplan I,” siger Karin Klitgaard, chef for miljøpolitik og cirkulær økonomi hos DI. “Workshoppen på Folkemødet er et godt eksempel på, hvordan vi kan samle aktører på tværs og udvikle fælles løsninger, der både er robuste og bæredygtige. Virksomhederne står klar med viden og teknologier – men vi har brug for klare rammer og en ambitiøs plan, der fremmer samarbejde og investeringer i klimatilpasning.”
FAKTA: Rambøll
Rambøll er en global ingeniør-, arkitekt- og rådgivningsvirksomhed med danske rødder, grundlagt i 1945. Virksomheden beskæftiger over 18.000 medarbejdere fordelt på mere end 300 kontorer i 35 lande. Rambøll er kendt for at levere innovative og bæredygtige løsninger inden for områder som byggeri, transport, miljø, energi og byudvikling.
Se mere på www.ramboll.com
Kilde: Rambøll
FAKTA: HOFOR
HOFOR A/S er Danmarks største lokale forsyner, der sørger for vand, varme, bygas, fjernkøling og afledning af spildevand for flere end 1 million mennesker i hovedstadsområdet. HOFOR arbejder også med skybrudsprojekter, energioptimering og udvikling af fremtidens forsyningsløsninger. Forsyningsselskabet har over 150 års erfaring, 1.600 ansatte og en årlig omsætning på over 7 milliarder kroner.
Se mere på www.hofor.dk
Kilde: Hofor