Vil mere end fordoble pulje til stormflode

Stormfloderne kommer oftere og rammer hårdere, og det kalder på en ny og økonomisk mere robust ordning til at hjælpe de berørte borgere.
Sådan lyder det fra F&P, forsikrings- og pensionsbranchens organisation, som vil have danske virksomheds- og boligejere til at bidrage med mange flere penge i stormflodsafgiften.
Den nuværende stormflodsafgift på 40 kr. skal øges til 100 kr. for at sikre 500 mio. kr. årligt til ordningen mod de nuværende 200 mio. kr.
Desuden skal mere udsatte boligejere bidrage med mere til stormflodsordning.
- Ordningen skal fortsat være kollektiv og offentlig, men vi mener, at den skal afspejle virkeligheden bedre - og motivere boligejere til forebyggelse. Derfor foreslår vi en afgift, der i højere grad afspejler både stormflodsrisikoen og ejendommens værdi, siger adm. direktør Kent Damsgaard fra F&P i en pressemeddelelse.
Nybyggeri i risikoområder skal også overholde nye krav, hvis F&P får sine forslag gennemført, ligesom nogle nybyggede ejendomme slet ikke bør omfattes af ordningen i fremtiden.
Foruden flere penge i puljen ønsker brancheorganisationen også, at flere oversvømmelser bliver dækket af stormflodsordningen. Som reglerne er i dag, bliver der erklæret stormflod og dermed åbnet for erstatning, hvis der indtræffer en såkaldt 20-års hændelse.
F&P's forslag til stormflodsordningen
- Gennemfør en national kortlægning af risikoområder i Danmark
- Der skal stilles krav til nybyggeri i risikoområder, og nogle nybyggede ejendomme bør slet ikke omfattes af ordningen fremadrettet.
- Stormflodsafgiften skal ændres
- Flere oversvømmelser bør dækkes af stormflodsordningen, så borgere og virksomheder også i fremtiden får erstatning ved hændelser, som de oplever som stormflod
- Ændrede selvrisikoregler, så der skabes incitament til klimasikring
- Smidiggørelse af reglerne for skadesudbedring, så borgerne ikke oplever ventetid, bøvl og besvær
- Fuld erstatning skal kunne anvendes på ny matrikel
- Øget kommunikationsindsats overfor husejere og huskøbere
Kilde: F&P