Sådan skal opgradering af Odense Stadion finansieres

Det var med store smil, at planerne for en længe ventet renovering og udbygning af Odense Stadion for en lille måned siden blev præsenteret på kanten af selve grønsværen i Odense.
Renoveringen er tiltrængt.. Stadion er opført i 1941 og blev senest renoveret i 2007.
Nu er der så en ramme på plads for finansieringen af det 210 mio. kr. store stadionprojekt. Det skriver TV2 Fyn.
Referatet fra mødet i Odense Kommunes Økonomiudvalg onsdag den 11. juni viser, at Odense Sport & Entertainment, firmaet bag fodboldklubben OB, samlet betaler 180 mio. kr.
Udgifterne fordeles med 60 mio. kr. til udvidelsen af en VIP-bygning. Hertil kommer en lejeforhøjelse over en 30-årig periode, som bringer den samlede husleje op på 120 mio. kr.
Kommunal del på plads
Allerede ved præsentationen af stadionrenoveringen i maj blev det meldt ud, at Odense Kommune bidrager med 30 mio. kr. og i første omgang hjælper med et udlæg på 75 mio. kr.
Den kommunale del af finansieringen kommer dels fra restmidlerne i en budgetbevilling fra Budget 2021 på cirka 21,5 mio. kr. samt salg af byggegrunde for cirka 55 mio. kr., viser referatet fra Økonomiudvalgets møde.
Med de mange millioner kommer der 1.500 ekstra tilskuerpladser, så kapaciteten øges til 16.800. Alle tilskuerpladser overdækkes, så de lever op til Divisionsforeningens kommende krav, og hjørnerne lukkes. Desuden øges toiletkapaciteten, salgsboderne får et løft, ligesom VIP-bygningen udvides.
Som en del af projektet bliver de eksisterende tribuner genbrugt.
Renoveringen forventes færdig til sæsonstarten i 2028.