23948sdkhjf

Nordstern lander renovering af 400 almene boliger

Boligselskabet AAB og Nordstern indgår aftalen om stor renovering i Brønshøj

Nordstern skriver endnu en stor almen renovering i opgavebogen. 

Den store totalentreprenør og ejendomsudvikler har netop indgået en aftale med boligforeningen AAB om en omfattende renovering af afdelingen Kobbelvænget i Brønshøj med 400 boliger fordelt på de 12 blokke fra 1951.

Projektet udføres som totalentreprise med tidlig inddragelse og markerer en vigtig milepæl i realiseringen af den helhedsplan, der tidligere er vedtaget for bebyggelsen.

- Når vi arbejder tæt sammen fra start, kan vi skabe løsninger, der både løfter boligstandarden og respekterer hverdagen for de mennesker, der bor i afdelingerne, siger Nordsterns adm. direktør, Morten Chrone, i en pressemeddelelse.

Parterne oplyser ikke, hvor meget kontrakten beløber sig til. I udbuddet af entreprisen var værdien af opgaven dog sat til 159 mio. kr.

Inkluderer et kunstprojekt

Renoveringen af Kobbelvænget omfatter blandt andet klimaskærmsarbejder, nye indvendige installationer, etablering af tilgængelighedsboliger, etablering af et beboerhotel samt en modernisering af fælleshuset, som skal fungere som samlingspunkt og frirum for beboerne under byggeriet.

Dertil skal der udføres et infrastrukturprojekt samt et kunstprojekt, som skal aktivere de grønne områder med en forbindelsessti.

Projektet realiseres i samarbejde med JJW Arkitekter og Danakon Rådgivende Ingeniører.

Lige nu arbejdes der med at færdiggøre projekteringen og forberede byggepladsen. Byggestarten er planlagt til forår 2026, og hele renoveringen forventes afsluttet inden julen 2028.

Projektet føjer sig til en række andre igangværende samarbejder mellem AAB og Nordstern, herunder renoveringerne af afdeling 40 på Bellahøj og afdeling 23 på Østerbro.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089