Advokatfirma accepterer millionerstatning til konkursbo efter bestikkelsessag

DLA Piper er parat til at afslutte en langstrakt erstatningssag uden dom, efter Østre Landsret i maj har givet en klar tilkendegivelse i et millionsøgsmål ført af konkursboet efter bygherrerådgiverfirmaet V2C.
Sagen mod DLA Piper og advokatfirmaets tidligere partner Per Hald udspringer af en fem år gammel bestikkelsessag vedrørende det storstilede byggeprojekt Nordø i Københavns Nordhavn (tidligere Redmolen), som pensionskæmpen PFA var bygherre på.
Landsrettens tilkendegivelse indikerede, at de to parter skal betale 5 mio. kr. med tillæg af procesrenter i erstatning til konkursboet.
Ifølge AdvokatWatch har Per Hald ingen kommentarer, mens kurator for V2C's konkursbo, advokatfirmaet Bech-Bruun, også har meddelt landsretten, at tilkendegivelsen kan accepteres.
DLA Piper har nu bedt sin advokat om at indlede forligsdrøftelser med konkursboet.
- Vi har meddelt landsretten, at vi er indstillede på at acceptere landsrettens tilkendegivelse. På den baggrund har vi anmodet vores advokat om at kontakte konkursboet med henblik på formalisering af et forlig, således at sagen kan afsluttes, siger Martin Lavesen, ledende partner i DLA Piper, til AdvokatWatch.
DLA Pipers forsikring vil dække erstatningen.
Rådgiveransvar
Erstatningssagen har drejet sig om advokaternes rådgiveransvar i forhold til det tab, som V2C led, da firmaet blev fyret som bygherrerådgiver på PFA-byggeriet som følge af bestikkelsessagen.
Landsrettens afgørelse kommer efter en tidligere byretsdom fra 2023, hvor DLA Piper og advokat Per Hald blev dømt til at betale godt 4,4 mio. kr. i erstatning til konkursboet, som i første omgang havde rejst et krav på 35 mio. kr.
I en tidligere straffesag blev Per Hald frikendt i Københavns Byret, mens to andre personer - nemlig direktør Willy Rasmussen fra Herlev-firmaet WR Entreprise og den tidligere V2C-partner Lars Blaaberg - blev dømt skyldige i ulovlig returkommission.