Bygherrerne åbner nyt center for velfærdsbyggerier

Center for Velfærdsbyggeri åbner nu under Bygherreforeningen.
Centret skal sikre, at de kommende reformer i ældrepleje, sundhed og uddannelse bliver bakket op af bygninger og indretning, der fremmer både trivsel, læring og arbejdsglæde.
- De offentlige reformer har ofte stort fokus på at omfordele ressourcer eller iværksætte nye indsatser, men de har ikke opmærksomhed på, hvilken rolle de fysiske rammer spiller på de mennesker, som skal udleve de nye tanker og ideer. Også selvom netop indretningen og anvendelsen af en bygning kan skabe forudsætningen for, at man lykkes med de store forandringer, udtaler Christine Skovgaard Madsen, områdechef i Bygherreforeningen, i en pressemeddelelse.
Hun står sammen med Lars Bertelsen i spidsen for det nyetablerede center.
Store investeringer forude
Centret etableres i en tid, hvor en række omfattende reformer – herunder ældre-, sundheds- og uddannelsesreformer – ændrer vilkårene for velfærdsinstitutioner. Samtidig står mange kommuner over for en nødvendig renovering og nytænkning af deres bygningsmasse.
- Vi oplever, at tiden er den rigtige nu til at oprette Center for Velfærdsbyggeri. Meget af vores kommunale bygningsmasse er opført i forbindelse med de store velfærdsreformer i 1960’erne og 1970’erne og er ved at være udtjent. Derfor er der behov for et godt afsæt for de indretnings-, renoverings-, vedligeholdelses- og byggeopgaver kommunerne står over for, udtaler Lars Bertelsen, områdechef i Bygherreforeningen
Centret bliver et samlingspunkt, hvor kommuner og fagfolk kan hente konkrete værktøjer og ny inspiration til at tænke bygninger og velfærd sammen.
Der vil blive tilbudt netværk, workshops og konferencer med fokus på, hvordan fysiske rammer kan understøtte velfærdens formål, også uden at der nødvendigvis bygges nyt.
