Nyuddannede vinder i ny bydel i Vejle med 2.500 boliger

Vinderen af idékonkurrencen om fremtidens landskabs- og aktivitetspark i bydelen Ny Rosborg Vejle er fundet.
Forslaget "Vandets Stemme", der kombinerer natur, vand, leg, bevægelse, klima, kunst og arkitektur, er netop blevet kåret af Vejle Byråd som vinder.
Forslaget skal på sigt rumme 2.500 boliger.
- Vinderprojektet "Vandets stemme" tager udgangspunkt i Vejle Ådals særlige istidslandskab og skaber helt nye lege- og landskabsoplevelser i ådalen, siger borgmester Jens Ejner Christensen (V) i en pressemeddelelse.
Ambitionen med idékonkurrencen har været at bringe nyskabende idéer i spil og skabe et naturbaseret og rekreativt forslag til fremtidens landskabs- og aktivitetspark.

Nyuddannede vindere
Bag vinderprojektet står de tre nyuddannede landskabsarkitekter Anne Johanne Molnár Karlsson, Sara Bjerregaard Riahi og Ida Frederikke Breivik Østerbye.
- Vi er evigt stolte over at have vundet med vores projekt, Vandets Stemme. Vi vil gerne sige en kæmpe tak til Vejle Kommune for at give mulighed for, at vi som unge landskabsarkitekter også kan få lov til at bidrage til udviklingen i den smukke Vejle Ådal, lyder det fra trioen.
I løbet af 2025 skal vinderforslaget videreudvikles med henblik på realisering i en eller flere etaper.
Samtidig har byrådet valgt at indkøbe idéer fra to andre forslag: et legende trappekunstværk og et lavt vandbassin til leg og skøjteture, som begge vil kunne indarbejdes.
