Heerings Gaard: Første totalfredede ejendom med DGNB-certificering

Midt på Christianshavn ligger Heerings Gaard – en historisk købmandsgård fra 1785, som i dag huser Nordea-fondens administration og ledelse. Med respekt for den fredede bygning og et stærkt fokus på byggeriet miljøforhold og ansvarlig ejendomsdrift, er Heerings Gaard som den første fredede ejendom i Danmark blevet tildelt en DGNB Sølv-certificering.
"Motivationen for at DGNB-certificere Heerings Garrd udsprang af et ønske om at gå foran med et godt eksempel til inspiration og motivation for vores samarbejdspartnere og omverdenen. I takt med, at vi i stigende grad fokuserer på ESG eller hensyn til miljø, sociale ledelsesmæssige forhold – både i vores investeringer og i den støtte, vi yder til almennyttige organisationer over hele landet – ville vi gerne vise, hvordan vi selv tager ansvar og håber, det kan motivere andre til at gøre det samme,” fortæller administrerende direktør i Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen.
Begrænsninger som afsæt for nytænkning
At DGNB-certificere en historisk fredet bygning er langt fra en standardopgave. DGNB-systemet er primært udviklet til nybyggeri og moderne driftsformer – ikke bygninger med arkitektoniske og kulturhistoriske bindinger.
"Som den første fredede bygning i Danmark, der har opnået DGNB Sølv, har vi gennem hele forløbet skullet sikre os opbakning fra Slots- og Kulturstyrelsen og har oplevet os selv som en slags forsøgsmodel. Det har været både udfordrende og spændende," fortæller Henrik Lehmann Andersen.
Han henviser til, at den største udfordring lå i, at der rent byggeteknisk ikke måtte ændres på bygningen. Derfor blev indsatsen i høj grad rettet mod driften, hvor der bl.a. blev arbejdet målrettet på at optimere energistyring, vandforbrug og affaldsmængder.
Projektet er blevet realiseret gennem et tæt samarbejde med en række fagfolk og specialiserede virksomheder. Ingeniørfirmaet Schedio har ydet teknisk rådgivning, mens bæredygtighedsrådgiveren Sustain har stået for den overordnede bæredygtighedsindsats. DGNB-certificeringen er blevet varetaget af rådgivere fra Nordløv, der er specialiseret i netop denne type certificering. Derudover har Lone Sigbrand bidraget med løsninger, der tilgodeser tilgængeligheden i ejendommen – uden at kompromittere bygningens fredede status.
"I Nordea-fonden har vi lagt en flerårig plan, der skal sikre løbende forbedringer – ikke nødvendigvis for at opnå DGNB Guld, men med ønsket om hele tiden at løfte niveauet og fortsætte den positive udvikling,” siger Henrik Lehmann Andersen.
Fokus på sundhed, trivsel og medarbejderinvolvering
Ifølge Henrik Lehmann Andersen har arbejdet med Heerings Gaard tydeligt vist, at den foruden at tage hensyn til miljøforhold også tager hensyn til sociale forhold - det handler i høj grad også om mennesker.
”Medarbejderinvolvering og gruppearbejde har været helt centralt for at sikre kvalitet og etablere en mere ansvarlig kultur. Det har krævet åbenhed, dialog og løbende refleksion over vores arbejdsgange. Medarbejdernes daglige valg og vaner spiller i dag en nøglerolle i at mindske bygningens klimaaftryk – bl.a. har vi implementeret en overvejende vegetarisk kantineordning og skabt et effektivt affaldssorteringssystem,” fortæller han.