Efter jordskred: Forurenede bunker i Randers fører til ny tvist

Der hersker uenighed om, hvem der har ansvaret for en række bunker med forurenet materiale ved Nordic Waste-område i Randers.
Ifølge Randers Kommune bør Region Midtjylland tage ansvaret og tage stilling til, hvad der skal ske med bunkerne.
Det mener kommunaldirektør i Randers Kommune Jesper Kaas Schmidt, der fortæller, at det er blevet afvist af regionen.
Kommunen har bedt Miljøstyrelsen om at placere ansvaret et sted, men det vil styrelsen ikke.
Det fremgår af et referat fra 16. maj fra den politiske følgegruppe i Randers Kommune, der følger sagen.
Ifølge kommunaldirektøren har kommunen ikke hjemmel til at fjerne bunkerne.
Det skyldes ifølge kommunens jurister, at der ikke er tale om afværgelse af en miljøkatastrofe, som det var tilfældet med jordskreddet i samme område.
Men kommunen har fortsat ansvaret for at fjerne forurening i vandet.
- Regnen fører forureningen fra bunkerne videre til vores rensningsanlæg. Der er ikke fare for åen eller grundvandet, men jo mindre forurenet vand der er, jo nemmere og hurtigere kan vi rense vandet, siger Jesper Kaas Schmidt.
Hvis bunkerne ikke fjernes eller dækkes til, trækker opgaven med at rense det forurenede vand fra området ud, mener kommunaldirektøren.
Det var i midten af december 2023, at Nordic Waste forlod opgaven med at få jordskreddet under kontrol og overlod ansvaret for området til Randers Kommune.
I januar 2024 indgav virksomheden en konkursbegæring.
Det næste skridt bliver ifølge kommunaldirektøren, at Randers Kommune afskriver sig ansvaret for bunkerne.
- Vi kommer til at sende et brev til regionen om, at vi ikke vil gøre noget ved det. Men det er ærgerligt, fordi vi har brug for, at der bliver gjort noget, siger han.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra Region Midtjylland.
/ritzau/