23948sdkhjf

Stor entreprenør renoverer for 1,3 milliarder i Gellerup

Med NCC i en hovedrolle sætter Brabrand Boligforening gang i renoveringen af den første af fem syvetagers boligblokke

I flere år har ændringer, ombygninger og markante nybyggerier været dagens orden i Gellerupparken i det vestlige Aarhus. Nu startet endnu et centralt element i løftet i bydelen.

Over de kommende år skal fem blokke med 600 eksisterende lejligheder omdannes til 750 tidssvarende boliger i Gellerupparken. NCC blev blev i 2024 udpeget som vinder af totalentreprisen og skal udføre renoveringen for Brabrand Boligforening.

- Renoveringen af de høje blokke er endnu et vigtigt skridt i Gellerups udvikling. Vi bevarer områdets historie og arkitektur, samtidig med at vi skaber boliger, der er attraktive, funktionelle og fremtidssikrede, siger Kristian Würtz, direktør i Brabrand Boligforening, i en pressemeddelelse.

Projektet har et samlet budget på cirka 1,3 mia. kr.

De kommende uger indledes arbejdet, når der sættes hegn op og etableres byggeplads omkring blok B6 på Gudrunsvej, som dermed markerer starten på det omfattende renoveringsprojekt i Gellerup.

Åbner sig mod omgivelserne

Renoveringen rummer både ind- og udvendige forbedringer. Alle lejligheder får nye badeværelser, overflader, installationer og moderne ventilationsanlæg.

Fakta: Renoveringen af Brabrand Boligforenings fem blokke

Bygherre: Brabrand Boligforening. 

Totalentreprise: NCC med C.F. Møller Architects og Ingeniør'ne.

5 høje blokke med 600 lejligheder renoveres og ombygges til samlet 750 boliger. 

Projektet har et samlet budget på ca. 1,3 mia. kr.

Udvendigt afrenses og males facaderne, gavlene efterisoleres og beklædes med nye overflader. Både dør- og vinduespartier i facader udskiftes med energiruder og derudover skal tagene skiftes.

I hver blok ombygges to opgange, så der fremover bliver fire boliger på hver etage i stedet for tre. I stueetagen etableres dobbelthøje citylejligheder med murede facader, der skal åbne bygningerne op mod omgivelserne for at skabe et mere levende gadebillede. 

Derudover bliver der tilført tilgængelighedsboliger med bedre adgangsforhold og mere plads i de opgange, som ombygges.

Samtidig opgraderes de omkringliggende udearealer med grønne opholdsrum, legepladser, cykelskure og forbedrede affalds- og parkeringsløsninger

Har opbygget viden

Projektet bygger på erfaringer fra tidligere pilotprojekter i området, hvor to boligblokke i Gellerupparken og én i Toveshøj allerede er blevet renoveret. 

Her blev blok B4 blandt andet transformeret med en ny byport og vejføring, da Trille Lucassens Gade i efteråret 2019 blev åbnet for trafik og skabte direkte forbindelse mellem Gellerupparken, Åby Ringvej og resten af Aarhus. 

Renoveringen af de fem blokke i Gellerupparken gennemføres i etaper og forventes afsluttet i 2029.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.072