Projekt har ventet 10 år på sig: Nu spænder støjkrav ben ved målstregen

Statslige regler tvinger Favrskov Kommune til at udskyde opførelse af nyt idrætsanlæg, og nu vil minister se på lovgivningen.
Det skriver TV2 Østjylland.
Et nyt idrætsanlæg i Søften nord for Aarhus er blevet sat på pause kort før planlagt byggestart. Efter mere end ti års ventetid står Søften Gymnastikforening og Favrskov Kommune nu med et anlægsprojekt til 48 millioner kroner, som ikke kan gennemføres på grund af støjkrav.
Anlægget, der skulle rumme blandt andet kunstgræsbane og tennisfaciliteter, er stødt på forhindringer i form af statslige støjgrænser, der regulerer idrætsanlæg efter samme retningslinjer som industrivirksomheder.
Reglerne betyder, at kommunen ifølge borgmester Lars Storgaard (K) vil blive tvunget til at opsætte støjskærme på op mod seks meters højde - noget han kalder urimeligt.
Også miljøminister Magnus Heunicke (S) finder reglerne uhensigtsmæssige.
- Industristøj er noget helt andet, end hvad der sker på en fodboldbane, og derfor er vi også nødt til at se på de regler, siger ministeren til TV 2.
Formanden for gymnastikforeningens fodboldafdeling, Morten Wind Lübker, kalder baggrunden for forsinkelsen "lovgivningsmæssigt skør" og frygter, at anlægget i værste fald ikke kan opføres.
Favrskov Kommune afventer nu en udmelding fra ministeren om eventuelle ændringer i reglerne.