Bygning styrtet sammen: En person død
Opdateret...
To personer er blevet reddet ud af en sammenstyrtet et-etagers bygning i Fredericia.
Den ene person er afgået ved døden, oplyser Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X.
- I forbindelse med en anmeldelse om en ulykke er vi i øjeblikket til stede ved Nordre Kobbelvej i Fredericia. En bygning er styrtet sammen, og en person af afgået ved døden. De pårørende til personen er underrettet. Yderligere en person er tilskadekommen og bragt til behandling. Arbejdstilsynet er tilkaldt. Derudover har vi ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, skriver Sydøstjyllands Politi.
Brandvæsenet fik anmeldelsen klokken 12.50 tirsdag.
- Vi bliver alarmeret til en sammenstyrtet bygning, hvor meldingen går på, at der er to personer fanget under bygningen, siger Jesper Damm, vagthavende operationschef ved TrekantBrand.
Bygningen, der er styrtet sammen, er en form for skur, der stod ved siden af en større industribygning. Skuret var i en etage, og det var primært bygget af træ.
De personer, der blev fanget i forbindelse med sammenstyrtningen, var ved at udføre noget arbejde på bygningen. Det er uvist, hvorfor skuret styrtede sammen.
Klokken 14 er brandvæsenets arbejde på stedet afsluttet.
/ritzau/