Indgår aftale med universitet: SBi-anvisninger får ny abonnementsmodel

Molio overtager anvisninger.dk 1. juli 2025, som et led i et samarbejde med BUILD ved Aalborg Universitet.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse.
Formålet med det nye partnerskab er blandt andet at sikre flere ressourcer hos BUILD til at fokusere fuldt ud på det faglige indhold i SBi-anvisningerne. Molio vil derfor fremover stå for distribution, udvikling af anivsninger.dk og integration med øvrige digitale brancheværktøjer.
- Vi er glade for at indgå dette samarbejde med Molio. Det betyder, at vi på BUILD kan koncentrere os om det, vi er bedst til – nemlig at udvikle og formidle solid, forskningsbaseret viden, som direkte understøtter branchens behov, udtaler Kasper Lynge Jensen, institutleder på BUILD ved Aalborg Universitet.
SBi-anvisningerne har i mere end syv årtier været en hjørnesten i dansk byggeri. Deres styrke ligger i kombinationen af forskningsbaseret og praksisnær viden, hvilket gør dem til en pålidelig rettesnor for branchens fagfolk.
Ny model
Eksisterende kunder og brugere vil fortsat kunne tilgå anvisninger.dk som hidtil. Fremadrettet vil Molio og BUILD udvikle nye modeller for adgang og abonnement, der i højere grad tager udgangspunkt i brugernes adfærd og behov.
Samtidig bliver der fokus på at koble anvisningerne til andre af Molios digitale brancheværktøjer samt på sigt øge anvendeligheden af anvisningerne med kunstig intelligens.
- Det strategiske partnerskab med BUILD passer rigtigt godt med vores mål i Molio om at digitalisere og styrke sammenhængen og tilgængeligheden af byggebranchens værktøjer og viden. SBi-anvisningerne er en grundpille af viden i bygge- og anlægsbranchen. Jeg er derfor rigtig glad for partnerskabet og tilliden, udtaler Christina Hvid, adm. direktør i Molio.
Om BUILD
BUILD – Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet – er et forsknings- og videnmiljø på tværs af byggeri og byudviklingen. BUILD løfter samfundsrelevante udfordringer gennem forskning, uddannelse, myndighedsbetjening og i tæt samarbejde med erhvervsliv, myndigheder og organisationer. Instituttet står bag udviklingen af SBi-anvisningerne og arbejder for at styrke viden og beslutningsgrundlag i byggebranchen.
Om Molio
Molio er det samlende, uafhængige videnscenter for den danske bygge- og anlægsbranche. Molio arbejder for at udbrede fælles digitale værktøjer, standarder og viden, der er med til at styrke samarbejdet samt øge produktiviteten og bæredygtigheden i branchen.
Molio styrker kompetencerne på tværs af hele byggeriets værdikæde via Molio Kurser og driver desuden buildingSMART og ConTech Lab, som er byggeriets fælles udviklingsplatform
Molio er en erhvervsdrivende fond med rødder tilbage til Marshall-hjælpen. Overskuddet geninvesteres i udvikling af nye værktøjer og viden, til gavn for hele byggebranchen.