23948sdkhjf

Stor plan skudt ned - kæmpe byggeprojekt kastet ud i uvished

En hel bydel med plads til 14.000 beboere skulle skyde op, men nu er den store projekt sendt tilbage på tegnebrættet

Jorden skælver under et kæmpe byggeprojekt i Aarhus.

Det er status, efter der på et møde i Teknis udvalg ikke kunne samles et flertal for et kommuneplantillæg for Marienlyst i udkanten af Aarhus.

Ifølge TV2 Østjyllands reporter, der har stået foran døren til udvalgsmødet, kræver udvalget en ny plan for Marienlyst, hvis det skal fortsætte.

Planen ville bane vejen for, at der kan bygges en ny bydel med plads til op mod 14.000 indbyggere.

Men projektet har fra flere dele af byrådet været dybt kritiseret i længere tid. Byrådspolitikere har blandt andet protesteret mod planerne for afviklingen af trafikken, for beboersammensætningen, og for at en ny skole og idrætsanlæg ikke skal placeres sammen.

Der har blandt politikerne også været kritik af den købsaftale, som Aarhus Kommune har indgået med Jens Stausholm, Stadt og det svenske ejendomsfirma Heimstaden. I 2020 vandt den lokale rigmand Jens Stausholm og Heimstaden udbuddet af kommunens 33,7 hektar jord. Men siden da er en række kritikpunkter af aftalen kommet frem.

Blandt andre Venstres Gert Bjerregaard vendte tommelfingeren nedad til planen. Han kalder det "brandærgerligt" at skulle skuffe de udviklere, der står for området, men projektet er ikke gennemarbejdet godt nok, mener han.

- Vi sender den tilbage til byrådet med den anbefaling, at vi bestiller en ny kommuneplanstillæg i Teknik og Miljø.

- Vi ønsker, at der skal udvikles boliger i området. Vi synes bare ikke, det er godt nok i forhold til infrastruktur, idræt og til, at folk kan komme frem og tilbage i området, siger han.

Også Konservative og Danmarksdemokrater kan stemme for, hvis der laves ændringer i planen.

Borgmesterpartiet Socialdemokratiet ønskede at sende planen videre i processen, som den så ud, men fandt sig altså i mindretal sammen med Radikale Venstre.

Ifølge udvalgsmedlem Steffen Wich ville partiet gerne sende planen i høring for at få borgernes besyv med. Men sådan gik det altså ikke.

- Det er der nogen partier, der har valgt, og det skal de stå på mål for.

- Vi synes, at de aftaler, vi har lavet med dem, der vil udvikle vores by, skal vi selvfølgelig overholde, siger Steffen Wich.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082