Bilist mistede herredømmet og påkørte jernbanearbejder
En 22-årig mand kom mandag alvorligt til skade, da han blev påkørt af en bil, mens han arbejdede ved Vembvej vest for Holstebro.
Det oplyser Mathias Sørensen, fungerende politikommissær ved lokalpolitiet i Holstebro, til Dagbladet Holstebro-Struer og TV Midtvest.
Ulykken fandt sted omkring klokken 16, hvor en kvinde angiveligt mistede herredømmet over bilen, da hun var ved at krydse en vejbaneoverskæring ved Vemb.
Først ramte hun et skilt, og derefter påkørte hun den 22-årige, der var ved at reparere skinnerne ved overskæringen, oplyser politiet til medierne.
Manden blev kørt til hospitalet, hvor hans tilstand blev betegnet som kritisk. Tirsdag morgen har politiet ikke nye oplysninger om mandens tilstand.
Bilisten er som følge af påkørslen blevet sigtet for overtrædelse af færdselsloven, skriver TV Midtvest.
Da manden var ved at udføre arbejde, da han blev påkørt, er Arbejdstilsynet underrettet om sagen.
Der blev i 2023 anmeldt 49.040 arbejdsulykker i Danmark, og i 2024 var tallet 47.955. Heraf var der tale om henholdsvis 32 og 29 dødsulykker. Det fremgår af Arbejdstilsynets hjemmeside.
/ritzau/