Stort område, stor ordre: Nu skal fynsk forstad vokser med op til 500 nye boliger
En ny bydel i naturskønne omgivelser med flere hundrede boliger til unge, ældre og alle derimellem.
Sådan lyder planerne adskillige steder rundt om i kongeriget.
Det gælder også for Odense Kommune, hvor vejen nu bogstavelig talt ryddes for en ny bydel med 400-500 boliger i forstaden Skt. Klemens. Opgaven udføres af den odenseanske anlægsentreprenør TC Anlæg.
- Det er et kæmpe område, vi taler om. Så langt øjet rækker. Derfor er vi også rigtig glade for at have vundet ordren. Vi har heldigvis en del projekter i denne størrelsesorden, hvor vi enten er totalentreprenør, eller hvor vi, som her, står for selve byggemodningen, siger bestyrelsesformand Pia Offer Madsen til Fyens.dk.
Opgaven i det 43 ha store kommende byområde landede hos anlægsentreprenøren efter en budrunde, hvor også Arkil, MJ Eriksson, Marius Pedersen og Munck var prækvalificeret.
Det viser data fra Projektagenten, Licitationens søsterportal til overvågning af udbud og projekter.
Her fremgår det også, at entreprisesummen lyder på 110 mio. kr.
Ordren omfatter blandt andet etablering af kloakering, belysning, hoved- og stikveje samt en ny adgangsvej med lyskryds og svingbaner.
Arbejdet med byggemodning løber ifølge planen over de kommende år, men fra efteråret 2026 har Odense Kommune planer om at begynde salget af grundene i første etape.