Tegnestue med 250 ansatte på udenlandske hænder: - Vi har haft mange bejlere

PLH Arkitekter bliver nu en del af XPartners, en svensk konsulentvirksomhed inden for ingeniør- og designindustrien.
- Vi har haft mange bejlere, der har været interesseret i fusion eller opkøb, men først med XPartners har vi haft tillid til, at det var det helt rigtige valg, udtaler adm. direktør for PLH, Søren Mølbak, i en pressemeddelelse.
Tegnestuen PLH blev grundlagt i 1977 og har i dag cirka 250 medarbejdere, der arbejder med rådgivning i alle faser af arkitektur- og designprojekter.
Over en årrække har PLH oplevet vækst, senest med et plus på 16,2 mio. kr. som det håndgribelige bevis på syv års resultatmæssig fremgang.
Tegnestuen arbejder med et bredt spektrum af opgaver fra arkitektur, byplan og workplace design til bygherrerådgivning og industrielt design.
XPartners består af 40 virksomheder, omsætter for 3 mia. kr. svenske kr. årligt og er primært ejet af medarbejderne med støtte fra kapitalfonden Axcel.
Køber sig ind i køberen
De senere år er der desuden arbejdet med en strategi, der skal fremtidssikre tegnestuen. Det nye ejerskab styrker ifølge parterne denne strategi.
I tråd med XPartners’ forretningsmodel vil den danske tegnestue fortsætte med at operere under sit eget navn, med samme ledelse, team og kultur som hidtil.
Det betyder, at de hidtidige ejere, Søren Mølbak, Kirsten Herup Søvang, Lars Toksvig og Paulette Christophersen fortsat vil være en del af ledelsen af tegnestuen. De har desuden geninvesteret i XPartners, der primært er ejet af medarbejderne og iværksættere.
- Ved at blive en del af XPartners får vi mulighed for at vokse videre på vores egne præmisser – bevare vores kultur og identitet, men med styrken fra en større platform i ryggen, fortæller Søren Mølbak.
PLH er blandt andet arkitekter og designere bag byggeriet på Svanemølleholmen i Nordhavnen, der rummer AP Pensions og Nykredits hovedkontorer, journalisthøjskolen i København, Ny Psykiatri Bispebjerg, Hofors nye vandværker samt DSV’s og DFDS’ hovedsæder.
XPartners
XPartners er en nordisk konsulentgruppe inden for ingeniør- og designindustrien
Gruppen består af mere end 40 iværksætterdrevne virksomheder, der understøttes af en fælles platform for samarbejde.
Selskabtes cirka 1.500 ansatte rådgiver kunder inden for infrastruktur, byggeri, energi og miljø.
XPartners omsætter for 3 mia. kr. svenske kr. årligt og er primært ejet af medarbejderne med støtte fra kapitalfonden Axcel.
Tegnestuen er i gang med at åbne et nyt kontor i Odense og intensiverer sin tilstedeværelse i Tyskland, Baltikum og Norge.
Opkøbet afventer godkendelse fra myndighederne og forventes at blive gennemført inden for de kommende måneder.