Stadionplaner på skrump: Nu er centrale aktører tavse

Centrale aktører i forbindelse med en opgradering af Odenses fodboldstadion vil ikke udtale sig om renoveringsplaner, der er skrumpet med et trecifret millionbeløb.
Det skriver Fyens.dk.
Da der i august slap nyheder ud om en udviklingsplan for området omkring stadion, omtalt som Idrætsbydelen Bolbro, lød det ellers, at der ville komme nyt i løbet af efteråret 2024. Dengang var tidligere planer til en kvart milliard barberet ned til 100 mio. kr., blandt andet ved at genanvende dele af det eksisterende stadion i et nyt projekt.
Kort før jul var beskeden så, at der tidligt i 2025 ville ske noget. Men intet er sket, og de centrale aktører i spillet om en nødvendig opgradering af det største stadion på Fyn er stort set tavse.
Hverken borgmester Peter Rahbæk Juel (S) eller Odense Sport og Event, selskabet bag fodboldklubben OB, har nye kommentarer til sagen.
Penge og potentiale
Kun by- og kulturrådmand Søren Windell (K) vil til gengæld gerne tale om projektet. Hans indtryk er, at "der er et stykke vej endnu".
- Der er nogen, der skal smide nogle penge og nogen, der skal se nogle muligheder, siger rådmanden til Fyens.dk.
Planerne skal snart på skinner, for det begynder at haste med en ombygning eller opgradering af Odense Stadion.
Hvis OB skal have lov til at spille superligakampe på stadion fremover, så skal det senest i sommeren 2028 leve op til fodboldforbundet FIFA’s A-krav. Pt. befinder OB sig i landets næstbedste fodboldrække med en komfortabel føring til rækkens nummer to.