Køb på sygehusgrund er først skridt mod sundhedsby

Næstved Kommune køber en bygning på sygehusgrunden i Næstved af Region Sjælland som et skridt på vejen mod at etablere Sundhedsby Næstved.
Det oplyser Næstved Kommune i en pressemeddelelse.
Beslutningen blev truffet på et lukket byrådsmøde, så pris og detaljer i handlen står hen i det uvisse.
Købet kommer lidt over to år efter, at kommunens sundhedsudvalg luftede tanker om et nærhospital i Næstved 115.000 kvm som en del af Sundhedsby Næstved.
Ambitionen er ifølge pressemeddelelsen at samle et bredt tilbud af relevante, borgernære sundhedstilbud på den eksisterende sygehusgrund i Næstved. Det er også tanken, at civilsamfund, patientforeninger og private aktører vil kunne flytte ind på sygehusgrunden i fremtiden.

I den såkaldte ”bygning 6”, den tidligere børneafdeling, vil Næstved Kommune i første omgang bruge stueetagen. Senere vil de øvrige etager blive taget i brug, i takt med at regionen rykker ud.
- Første skridt er købet af bygning 6, hvor vi vil indrette faciliteter til vores rusmiddelenhed. Placeringen er central, og med tæt adgang til det eksisterende sygehus vil vores borgere få mulighed for en mere sammenhængende behandling på samme matrikel, udtaler Jette Leth Buhl (SF), formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, i en pressemeddelelse.
Næstved Kommune vil nu se nærmere på, om andre kommunale sundhedstilbud kan rykke ind på andre dele af den store sygehusmatrikel.