Tænder det helt lange lys: Esbjerg vil være "fremtidens grønne storby"
Hvordan skal Esbjerg se ud i 2050? Det udstikker en ny udviklingsplan, som har blik for den helt lange bane, nu kursen for.
- Planen handler om at lægge sporene for bymidtens langsigtede udvikling. Samtidig med at den lokaliserer de projekter, steder og indsatser, der er særligt centrale at fokusere på her og nu, så byen står stærkt i 2050, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (S) i en pressemeddelelse.
Konturerne af fremtidens Esbjerg tegnes her gennem tre pejlemærker: En levende by med et pulserende byliv, en grøn by med fokus på bæredygtighed, og en sammenhængende by, som er nem at komme rundt i. Forbindelser mellem områder og faciliteter skal blandt andet knytte byen tættere på havnen, og Rørkjær skal blive en del af midtbyen, samtidig med at området får et løft gennem byudvikling.
Flere formål
Udviklingsplanen er resultatet af en længere proces.
Startskuddet var en konkurrence med deltagelse af tre arkitekthold, og forud for konkurrencen blev visioner og mål fastlagt gennem dialog med lokale foreninger, investorer og borgere.
Seks strategier for byudviklingen i Esbjerg frem mod 2050
Tæt og blandet by: Flere boliger, bedre udnyttelse af bygninger og en blanding af funktioner
Stærke og grønne byrum: Attraktive byrum, der er tilgængelige for alle og bidrager til et grønt og bæredygtigt bymiljø
Nem adgang til byen: En by, der er let tilgængelig og let at finde rundt i
Enkel parkering: Overskuelige parkeringsløsninger, der er nemme at bruge og frigiver plads til byliv
Sammen om Esbjerg: Samarbejde mellem kommune, borgere, investorer og erhvervsliv
Levende bykvarterer: Stærke bykvarterer med hver deres unikke identitet
Kilde: Esbjerg Kommune
Fra kommunens side påpeges det, at udviklingsplanen både er en plan for den fysiske byudvikling og et strategisk værktøj. Derfor peger planen på seks konkrete strategier, der skal guide udviklingen - fra etablering af flere boliger og oplevelser i byen til grønne byrum og smarte trafikale løsninger.
- Planen er ikke en fiks og færdig manual, der skal gennemføres fra ende til anden. Udviklingsplanen er et kvalificeret, sammenhængende og realiserbart katalog, der udstikker en langsigtet fysisk udviklingsretning for Esbjerg midtby og konkrete ideer til de indsatser, vi skal sætte i værk for at nå derhen, udtaler formand for Plan & Byudviklingsudvalget Henning Ravn (V).