23948sdkhjf

Efter opjustering fra entreprenørkæmpe: Her er forklaringen på fremgangen

Ifølge ny delårsrapport fra MT Højgaard Holding er det særligt entreprenørfirmaet MT Højgaard Danmark, der bidrager til koncernens fremgang

Vækst på toplinjen i både MT Højgaard Danmark og Enemærke & Petersen ligger bag fremgangen for den børsnoterede bygge- og anlægskoncern MT Højgaard Holding.

Det viser koncernens delårsrapport, der er offentliggjort torsdag morgen.

- Vi fortsatte den positive udvikling i den danske forretning i 3. kvartal, hvor MT Højgaard Danmark og Enemærke & Petersen meldte om pæn vækst i aktiviteten. Gennem skarp eksekvering på projekterne konsoliderede vi de senere kvartalers forbedring af indtjeningen og fastholdt en god overskudsgrad, lyder det i en forberedt kommentar fra adm. direktør Rasmus Untidt.

Han fremhæver også, at ordreindgangen var for opadgående i kvartalet, og at MT Højgaard Holding fortsatte arbejdet med at afvikle de internationale aktiviteter.

Untidt blev ny topchef i MT Højgaard Holding i september i år, da han tog over efter Steffen Baungaard.

Opjusterede forventningerne

Regnskabstallene kommer to dage efter, at MT Højgaard Holding tirsdag i denne uge opjusterede forventningerne til både top- og bundlinje i 2024.

Nu forventer MT Højgaard Holding en omsætning for året på 10,5 mia. kr. Det vil i givet fald være syv pct. højere end i 2023, da årets omsætning lød på 9,8 mia. kr.

Efter opjusteringen forventer MT Højgaard Holding at levere et driftsresultat i størrelsesordenen 440-460 mio. kr. Lykkes det, vil det være 13-18 pct. højere end det tilsvarende tal i årsregnskabet for 2023.

Aktionærerne i MT Højgaard Holding kvitterede da også for opjusteringen ved at sende aktiekursen op med næsten 10 pct. i tirsdagens handel.

Nøgletal kendt på forhånd

Som led i opjusteringen offentliggjorde MT Højgaard Holding også foreløbige regnskabstal for udviklingen i tredje kvartal.

Dermed var både omsætningen og driftsresultatet i perioden allerede kendt, inden selve regnskabet kom ud torsdag morgen.

Omsætningen i kvartalet lød på 2,6 mia. kr., mens driftsresultatet (ebit) endte på 126 mio. kr. Det resulterede i en overskudsgrad på knap fem pct. i perioden.

Forskel i indtjening

Mens enkelte tal altså var kendt på forhånd, kaster regnskabet til gengæld lys over, hvad det er, der driver udviklingen i MT Højgaard Holding.

Både MT Højgaard Danmark og Enemærke & Petersen - koncernens to største forretningsben - præsterede en vækst på fem pct. i perioden.

- I MT Højgaard Danmark udmøntede væksten sig i yderligere forbedringer af indtjening og overskudsgrad, mens Enemærke & Petersens indtjening faldt efter nedskrivninger på projekter, fremgår det af regnskabet.

MT Højgaard Danmark præsterede en overskudsgrad på 6,8 pct. i kvartalet, mens det tilsvarende tal for Enemærke & Petersen var 3,5 pct.

MT Højgaard Holding
Regnskabsår Q3 2024 Q3 2023
Tal i mio. kr.
Nettoomsætning 2.585 2.437
Bruttoresultat 229 192
Resultat af primær drift (ebit) 126 122
Periodens resultat 59 -26
Kilde: Delårsrapporter

Se nøgletal for:
Læs mere om: byggeentreprenører
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.921