23948sdkhjf

Organisationer kritiserer ny lov: - Uacceptabelt at åbne for mere byggeri

En række grønne organisationer går i rette med regeringens planer om at ophæve den nuværende strandbeskyttelseslinje på udvalgte bynære arealer i og omkring havne

Flere grønne organisationer retter skarp kritik mod regeringens planer om at åbne op for mere byggeri i blandt andet kystlandskaberne.

Det er nemlig stik mod tidligere de politiske visioner for den grønne trepart om at passe bedre på den danske natur, når regeringen åbner for mere byggeri i blandt andet kystlandskaberne.

- Det vil være et tab for alle at lade det åbne land lukke endnu mere til og det er naturligvis uacceptabelt at åbne for mere byggeri ved vores sidste store natur, som er kysterne, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, i en pressemeddelelse.

Fjollede regler

Kritikken kommer i kølvandet på, at regeringen sammen med De Konservative, Dansk Folkeparti og delvist Liberal Alliance tilbage i oktober indgik en aftale om at ændre planloven. Det indebærer blandt andet at ophæve den nuværende strandbeskyttelseslinje på udvalgte bynære arealer og gøre det lettere at bygge i kystlandskaber.

- Vi luger ud i fjollede regler. Vi rydder op i regler, der er så stramme, at de forhindrer lokal vækst og udvikling, alt sammen samtidig med at vi har respekt for natur og biodiversitet, sagde minister for byer, landdistrikter og kirke, Morten Dahlin (V), dengang på et pressemøde.

Vil frigøre kommuner

Aftalen skulle gøre det lettere at få adgang til at bygge i kystlandskaberne på 46 øer og omkring alle Danmarks kyster, og den vil tillade 2.500 flere sommerhusgrunde i kystnærhedszonen, uden at der stilles krav om tilbageførsel af ubebyggede sommerhusgrunde til landzone.

Derudover vil den nye planlov også give flere tilladelser til, at der kan bygges og opføres turismeprojekter i kystnærhedszonen.

Partiernes håb med aftalen er at frigøre kommuner i forhold til regler, hvilket i sidste ende skal medvirke til at skabe vækst i landdistrikterne.

- Turismeerhvervet og udlejning af ferieboliger har væsentlig betydning for udviklingen i kystkommunerne, lyder det blandt andet i aftaleteksten.

Men den begrundelse køber man ikke ind på hos organisationerne.

- Vi har meget lidt natur her i landet, og en lempelse af planloven vil ikke alene skade danskernes mulighed for friluftsliv og adgang til naturen, men også muligheden for at skabe mere beskyttet natur, lyder det fra Annesofie Bjerre, formand for Friluftsrådet, i pressemeddelelsen.

Bag opråbet står – foruden Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet – By og Land Danmark, DOF Birdlife, Det Danske Spejderkorps, Dansk Vandrelaug, KFUM Spejderne i Danmark, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Sportsfiskerforbund.

Kort om kystnærhedszonen

Kystnærhedszonen er fastlagt i planloven og dækker som udgangspunkt kyststrækningen fra strandkanten og ca. 3 km ind i landet, dog med lokale variationer. Den dækker de dele af kysten, der ligger i sommerhusområder og i landzone, dvs. ikke områder, der er udlagt som byzone.

Planlovens §5b fastsætter generelle bestemmelser for planlægningen for kystnærhedszonen.

Reglerne for kystnærhedszonen gælder for kommunerne, der skal tage særlige hensyn, når de udarbejder kommune- og lokalplaner i områder ved kysten.

Kilde: Planinfo.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126