23948sdkhjf

Plejehjem til trecifret millionbeløb skal opføres på cementstøberi-grund

Et nyt plejehjem skal opføres nær Aalborg for et trecifret millionbeløb. Opgaven udbydes i en samlet totalentreprise med forhandling

Fra hård beton til blød omsorg.

For 143 mio. kr. skal grunden, hvor FC Betons tidligere cementstøberi lå i Frejlev vest for Aalborg, omdannes til et plejehjem med plads til 70 beboere.

Projektet er en del af Aalborg Byråds plan om at øge antallet af plejehjemspladser inden 2028. Det opføres i samarbejde mellem Himmerland Boligforening og Aalborg Kommune, Senior & Omsorg.

- Der bliver 14 boliger i hver boenhed, hvor der blandt andet indrettes et stort fælles spiserum, en opholdsstue og mindre opholdsgrupper i fællesgangen. Derudover er der rengørings-, affalds- og dokumentationsrum tæt på fællesarealerne, siger direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Plejehjemmet vil omfatte 70 boliger fordelt på fem boenheder i tre etager samt et serviceareal fordel over et areal på 6.000 kvadratmeter.

Hver enkelt bolig indrettes som fleksible etrumsboliger med flytbare skabe eller demonterbare vægge. Der er eget bad og tekøkken, mens der til hver boenhed anlægges delvist overdækket terrasse eller altan.

- Omkring byggeriet bliver der etableret arealer, der indbyder til bevægelse og stimulering af sanserne. Dette sker gennem afgrænsede områder med stier i sløjfer og mindre kroge og nicher, uddyber Ole Nielsen.

Ifølge Projektagenten, Licitationens søsterportal til overvågning af udbud og projekter, udbydes opgaven samlet i totalentreprise med forhandling. Der prækvalificeres fire tilbudsgivere.

Der er dog stadig lange udsigter til etableringen af plejehjemmet. Det første spadestik ventes nemlig taget i januar 2027. Byggeriet forventes at kunne modtage de første beboere i august 2028.

Processen for det kommende plejehjem

Tidsplan:
• Godkendelse af byggeprogram og skema A 2 mdr. Sep. 2024 – okt. 2024
• Udbud totalentreprise inkl. forhandling 11 mdr. Jan. 2025 – nov. 2025
• Godkendelse af licitation og skema B 3 mdr. Dec. 2025 – feb. 2026
• Kontraktindgåelse 1 mdr. Feb. 2026
• Projektering og udførelse af byggeriet 29 mdr. Marts 2026 – juli 2028, med første spadestik i januar 2027.

Efter godkendelsen af skema A skal grunden, hvor plejehjemmet opføres, erhverves. Herefter skal der foretages geotekniske undersøgelser, som skal anvendes til udbudsmaterialet. Derfor vil der være cirka 2 måneder mellem godkendelsen af skema A og tidspunktet, hvor projektet kan udbydes.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.071