23948sdkhjf

A. Enggaard og PKA bruger igen trecifret millionbeløb på fængsel

Den sidste rest af det tidligere statsfængsel i Vridsløselille har skiftet hænder. A. Enggaard forventer byggestart på den første karre i området i løbet af en måned

Ejerkredsen bag det tidligere statsfængsel i Vridsløselille er skrumpet.

A. Enggaard og PKA har købt den sidste rest af fængslet i Albertslund fra statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, for lidt mere end 167 mio. kr.

Det skriver Ejendomswatch.

- Der er ikke noget hokus pokus i det. Vi har hele tiden haft en aftale med Freja om, at vi skulle købe det. Aftalen har hidtil været, at vi skulle overtage ejendommene i takt med, at der kom lokalplaner, men så blev vi enige om at få det overstået én gang for alle og købe dem ud, selvom der ikke var lokalplaner, siger Morten Løgsted, projektudviklingschef i A. Enggaard, til mediet.

Entreprenørkoncernen og pensionskassen betalte mere end 220 mio. kr. for den anden del af det 160.000 kvm store areal i december 2023.

A. Enggaards ønsker ikke at oplyse den samlede pris for udviklingen af Vridsløse.

Har søgt om byggetilladelse

Den første lokalplan er på plads, og der er søgt om byggetilladelse, så Morten Løgsted tror på byggestart på den første af seks karréer i et cirka 62.000 kvm stort lokalplanområde i løbet af en måned.

Siden 2020 har PKA og A. Enggaard sammen med Freja Ejendomme og et rådgiverhold bestående af Cobe, WSP, Rambøll, Cowi og Niras udarbejdet en masterplan, der beskriver rammerne og visionerne for udviklingen af Vridsløse.

Samlet dækker byggeprojektet cirka 130.000 kvm med 1500 boliger, der ventes at stå klar efter 2030. Som en del af projektet skal 13.000 af den tidligere fængselsbygnings 27.000 kvm bevares i bydelen.

De første boliger forventes at stå klar til indflytning i 2026. Allerede nu er der etableret et nyt samlingspunkt for iværksætteri, kreativitet og fællesskab kaldet Porten.

Fra fængsel til ny bydel

  • 2016: Sidste indsatte forlader fængslet og fængselsdriften afvikles.
  • 2019: Kriminalforsorgen overdrager fængslet til Freja Ejendomme.
  • 2020: Albertslund Kommune og Freja Ejendomme igangsætter en arkitektkonkurrence i form af et parallelopdrag med fem deltagende teams.
  • 2020: A. Enggaard og PKA indgår købsaftale med Freja Ejendomme.
  • 2021: Med udgangspunkt i de gennemarbejdede forslag fra arkitektkonkurrencen udarbejder A. Enggaard, PKA og Freja Ejendomme i tæt samarbejde med Cobe, Rambøll, WSP og Albertslund Kommune et forslag til en masterplan for udviklingen af en ny bydel under navnet Vridsløse.
  • 2022: Forslag til masterplan afleveres til Albertslund Kommune og sendes i offentlig høring.
  • 2022: Masterplan for Vridsløse godkendes af Albertslund Kommunes kommunalbestyrelse.
  • 2023: Rammelokalplan godkendes af Albertslund Kommunes kommunalbestyrelse.
  • 2023: Lokalplansforslag til Vridsløses første boligkvarter på den sydvestlige del af grunden behandles politisk.
  • 2023: Første lokalplan i Vridsløse-projektet, der dækker den sydvestlige del af grunden, godkendes endeligt af Albertslund Kommunes kommunalbestyrelse.
  • 2024: Første spadestik til den nye bydel tages.
  • 2026: De første nye boliger står klar til indflytning.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125