Tre leverandører forsøger at sætte en ny standard for branchen
Udvikling kommer sjældent af sig selv.
Det kræver frontløbere, der tager ansvar, går forrest og ikke mindst ser muligheder, hvor andre ser problemer. Også selvom det kræver, at man indtræder på ukendt territorium.
Det samme gælder selvfølgelig i byggebranchen. Nye udfordringer af forskellige størrelser opstår i tide og utide, og de kræver ofte innovation og kreative løsninger, ikke mindst hvad angår den grønne omstilling.
Ofte er problemknuserne ikke dem, der sidder med det forkromede overblik over en totalentreprise eller dem, der skitserer og udtænker et byggeri. Nej, tit er det derimod hænderne i marken, dem der står med den konkrete udfordring, der kan se den gode løsning.
Og det er her de tre finalister til Building Awards 2024 Leverandørprisen kommer ind i billedet.
De er tre eksempler på leverandører, der er gået forrest og har forsøgt at vise en vej mod en mere bæredygtig byggebranche gennem øget miljøfokus og ved at tage ansvar for det samfund, de er en del af.
Peikkos Deltabeam Green
Materialeforbrug er en af de bidragsydere til byggebranchens klimaaftryk, som der er stort fokus på mange steder. Et af de steder er hos finske Peikko, der leverer samlingsdetaljer til betonkonstruktioner og kompositbjælker.
Med udviklingen af deres Deltabeam Green-bjælke har leverandøren forsøgt at skabe et mere bæredygtigt alternativ til den konventionelle kompositbjælke.
Deltabeam Green kombinerer ifølge Peikko alle fordelene ved den traditionelle Deltabeam-kompositbjælke med en markant reduktion af CO2-udslip på op til 50 pct., hvilket er underbygget af en miljøvaredeklaration (EPD).
Den er nemlig fremstillet af over 90 pct. genbrugsmateriale samt med brug af vedvarende energi.
Junckers Genbrugsgulv
Det er svært at sige bæredygtighed uden at sige genbrug og cirkularitet.
Og det er netop, hvad den anden finalist til Leverandørprisen, Junckers, har indtænkt i sin produktportefølje.
Ved at tage gamle trægulve tilbage og puste nyt liv i dem, forsøger Junckers at sætte en ny standard for cirkulær tænkning i branchen.

Ideen er, at det skal være en win-win situation for alle led i byggekæden: Arkitekterne får mulighed for at tænke genbrugsgulve ind i projekter, uden bygherre eller entreprenør behøver at frygte økonomisk risiko ved brug af genbrugsmaterialer.
Slutbrugerne får derudover miljøvenlige gulve, som ifølge Junckers har den samme kvalitet og levetid, som de nye trægulve, leverandøren sælger, selvom de genbrugte brædder kan være op til 50 år gamle.
Phønix Tag Energi
Den sidste finalist i feltet har lagt sit fokus på en anden og den måske største hurdle for branchen. Nemlig energiforbrug.
Tagproducenten og -montøren Phønix Tag har med sit underselskab Phønix Tag Energi besluttet sig for, at blive forgangsvirksomhed for totalløsninger for solceller og grønne tagkonstruktioner.
Fokus ligger ifølge producenten primært på erhvervs- og offentlige bygninger, hvor tagarealerne og dermed effekten er størst.
Med skræddersyede monteringer har Phønix Tag Energi forsøgt at maksimere og effektivisere den solenergi, der kan opsamles fra tagene og dermed optimere bygningerne til at udnytte mere vedvarende energi frem for fossil.
Hvem der ender med at løbe med Leverandørprisen afgøres senere på efteråret, når Building Awards 2024 løber af stablen den 21. november.