23948sdkhjf

Robotanlæg gør op med ”minimal genanvendelse” af byggeaffald

Lavpraktisk sortering af byggeaffald med en gravko bliver nu afløst af en højteknologisk robot med sensorer og gribeklo hos affaldshåndteringsfirmaet Solum

Et robotanlæg til sortering af byggeaffald er netop blevet indviet hos Solum A/S i Roskilde.

Med avancerede sensorer kan det adskille materialer som træ, glas, beton og gips med næsten 100 pct. præcision, hvilket muliggør en markant højere genanvendelse end i dag.

- Byggeaffald sorteres i dag manuelt med en gravko, en ineffektiv proces, der resulterer i minimal genanvendelse, fortæller adm. direktør Christian Christensen fra Solum i en pressemeddelelse.

- Det meste knuses og bruges som fyld til blandt andet veje, som ligger lavt i affaldshierarkiet, tilføjer han.

Genanvendelsesgrad på over 70 procent

Affaldshåndteringsfirmaet Solum er blandt andet storleverandør af jordprodukter i form af græsplejeprodukter, og kompost og leverer eksempelvis jord- og sandprodukter til sportsanlæg, golfbaner og en stor del af de danske fodboldstadions.

Det nye robotanlæg, der ifølge parterne bag er det første af sin slags i Danmark, er placeret på firmaets miljøplads i Roskilde og forventes at modtage op til 25.000 tons byggeaffald årligt.

I Danmark er 5 pct. af det blandede bygge- og anlægsaffald hidtil blevet genanvendt grundet manuel sortering. Med en forventet genanvendelsesgrad på over 70 pct. vil anlægget mangedoble genanvendelsen i byggebranchen

Ifølge Christian Christiansen er indvielsen af robotsorteringsanlægget en vigtig del af Solums strategi om at være førende inden for genanvendelse og bæredygtige løsninger til anlæg, byggeri og energi.

Han løfter også sløret for, at firmaet er i gang med at undersøge flere lokationer i Danmark til lignende robotsorteringsanlæg.

Vækst og grøn omstilling

Robotten, der er udviklet af det finske firma Zen Robotics, menes at kunne styrke den grønne omstilling og skabe nye forretningsmuligheder i byggebranchen. Med en mere effektiv sortering af byggeaffald og samtidig data til kundernes ESG-rapporter kan genanvendelse gøres til en løsning på de stigende krav til øget bæredygtighed, lyder rationalet.

- Byggeaffald har længe været en af de største udfordringer i den grønne omstilling. Med anlægget viser Solum, at genanvendelse kan styrke både cirkularitet og skabe økonomisk vækst, udtaler underdirektør Karin Klitgaard fra Dansk Industri og fortsætter:

- At blive bedre til at sortere og genanvende affaldsfraktioner bliver en god forretning, især med de stigende krav til grøn omstilling.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141