23948sdkhjf

Rosenkrantz-Theil er skeptisk over for Lynetteholm

Den mulige overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil er skeptisk over for udformningen af Lynetteholm

Det har været en mærkesag for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus.

Men den mulige overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er stadig skeptisk over for det store Lynetteholm-projekt, hvor en ny ø med tusindvis af boliger skal bygges i havet ud for København.

- Ja, det er jeg. Det betyder ikke, at jeg vil opsige forliget omkring Lynetteholm. Der er kystsikring og alt muligt andet, vi skal lave, siger hun til Ritzau.

- Men det er vanvittig vigtigt, at vi får bygget på en måde, hvor det er til gavn for københavnerne.

Projektet har ellers været så vigtigt for Socialdemokratiet i København, at partiet i budgetaftaler for kommunen har udelukket kritiske partier som Enhedslisten.

Pernille Rosenkrantz-Theil har tidligere erklæret sig skeptisk over for projektet, særligt med henblik på miljøpåvirkningen af det store byggeprojekt.

Den skepsis er ikke forsvundet, selvom hun nu er stoppet som social- og boligminister for at kunne stille op som overborgmesterkandidat i København.

Boligpolitik er en presserende dagsorden i København, og Pernille Rosenkrantz-Theil vil sikre, at Lynetteholms boligmasse bliver til gavn for flest mulige københavnere.

- Der har været for mange projekter, hvor man ikke har taget udgangspunkt i, hvad København er, siger hun.

Det gælder eksempelvis Ørestaden, hvor en høj andel af boligerne er privat udlejning. Bydelen har dertil fået tilført en hel metrolinje, selvom der bor meget færre mennesker end ved eksempelvis Amagerbrogade.

- Man skal lave en bydel, hvor man tager udgangspunkt i det, københavnerne har brug for. Hvor børn kan flytte hjemmefra i København uden at skulle forlade storbyen, så man kan bevare et familiefællesskab herinde.

Det er derfor blandede boligforhold, der skal overbevise Pernille Rosenkrantz-Theil om Lynetteholms berettigelse.

- Man kan godt få mig overbevist om visdommen i det her projekt, hvis man vælger at gå en vej, hvor man bygger med udgangspunkt i, hvem vi er i København, og hvad vi har brug for, i stedet for at tænke i regnemodeller for at tiltrække de familier, der lægger flest skattekroner, siger hun.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127