23948sdkhjf

Modulfirma i stort opkøb

Adapteo styrker sin markedsposition på det danske marked med opkøbet af et centralt forretningsben hos en af branchens ældste aktører

Modul- og pavillonfirmaet Adapteo Group overtager udlejningsforretningen i Jytas A/S, som tilbyder modulbyggeri og er en af Danmarks ældste byggevirksomheder.

Med speciale i modulbyggeri til kontorer, skoler og sundhedsapplikationer og med over 50.000 kvm til leje har det østjyske firma udviklet en udlejningsforretning, der genererer en lejeindtægt på 80 mio. kr. i 2023.

- Købet af Jytas' udlejningsforretning markerer en vigtig milepæl for Adapteo og udgør en betydelig mulighed for at forbedre vores tilbud i Danmark, siger Johanna Persson, adm. direktør i Adapteo Group, i en pressemeddelelse.

- Dette strategiske skridt styrker ikke kun vores markedsposition i Danmark, men skaber også grundlaget for at forfølge lignende muligheder på andre markeder, siger Johanna Persson.

Adapteo Danmarks adm. direktør, Andreas Löfgren, peger på samme vis på opkøbet som en måde at åbne døre inden for premium modulbyggeri og nye kunder.

Jytas fortsætter i Danmark

Jytas blev grundlagt i 1910 og har specialiseret sig i præfabrikeret modulbyggeri af alt fra kontorer og institutioner til hospitaler og boliger, som kunderne kan leje eller købe. Firmaet har i omegnen af 100 ansatte og fremstiller moduler på en fabrik ved Galten nær Aarhus.

Efter frasalget af udlejningsforretningen fortsætter Jytas sin aktivitet ved at udvikle og sælge modulbyggerier. Selskabet vil blandt andet fortsat sælge og opføre bygninger, der er certificeret efter Svanemærket og DGNB-standarderne.

JYTAS A/S
Regnskabsår 2022 2021 2020
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 70,7 62,1 60,4
Resultat af primær drift 7,5 4,8 2,5
Resultat før skat 6,6 40,3 1,0
Årets resultat 5,1 39,4 0,7
Balancestatus 84,6 62,9 109,9
Egenkapital 19,4 14,2 14,0
Antal ansatte 104 103 106
Kilde: CVR

- Gennem samarbejdet med Adapteo sigter Jytas mod at fastholde sin nuværende høje vækstbane og vil kunne spille en endnu større rolle i at understøtte kundernes omstilling til grønnere bygningsløsninger, siger Christian Torp, adm. direktør og ejer af Jytas.

Efter en årrække med røde tal på bundlinjen på grund af MgO-sager og huller i produktionsflowet har modulbyggeren i 2021 og 2022 haft pæne millionoverskud. Hvordan, 2023-tallene ser ud, er endnu ikke offentliggjort.

Har ikke sat tal på

Et salg har været undervejs i flere måneder. 

I starten af året bekræftede bestyrelsesformand Carl Erik Skovgaard, at Christian Torp arbejdede på et salg. Jytas’ værdisætning var dengang ifølge Børsen anslået til mere end 500 mio. kr.

Modulbygger gør klar til at sælge

Parterne oplyser ikke, hvad handlen løber op i, blot at "transaktionen forventes gennemført i 2. kvartal af 2024".

Adskillige opkøb 

Opkøbet er et af mange, Adapteo har foretaget i Danmark og resten af Europa de seneste år.

I slutningen af 2021 styrkede selskabet sin position i Danmark med købet af de modulære bygningsaktiver i Ajos fra MT Højgaard. Salgsprisen blev dengang oplyst til at ligge på cirka 325 mio. kr.

Året forinden købte Adapteo Dutch Cabin Group, en aktør med aktiviteter i Holland, Tyskland og Belgien. Dette opkøb markerede en betydelig udvidelse af Adapteos tilstedeværelse i disse nøgleregioner. Derudover udvidede Adapteo sin indflydelse i Norge gennem opkøbet af Stord Innkvartering.

Adapteo

Adapteo har specialiseret sig i at udvikle, konstruere, udleje og sælge fleksible bygninger til adskillige formål, herunder skoler, daginstitutioner, pleje- og sundhedscentre, kontorer og boliger. 

Derudover tilbyder selskabet midlertidige camps til håndværkere på store byggeprojekter.

Adapteo har en bygningsportefølje på 1,5 mio. kvm og opererer i flere lande, herunder Sverige, Finland, Norge, Danmark, Tyskland, Belgien, Holland og Litauen.

Kilde: Adapteo

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172