Kortlægger ressourceforbruget på byggepladserne: Der er store huller i vores viden
- Vi kender sygdommen – og har meget af medicinen på hylden. Med andre ord: Vi har den nødvendige viden og gangbare løsninger eksisterer allerede, men branchen skal være beredt på nye arbejdsgange og processer, for at vi kan lykkes med at mindske ressourceforbruget på landets byggepladser.
Sådan siger Kai Kanafani, lektor ved Build på Aalborg Universitet, på baggrund af en ny rapport, der har dykket ned i ressourceforbrug og CO2e-udledning på landets byggepladser.
Rapporten viser, at der er flere oplagte steder at sætte ind, når vi skal reducere branchens ressourceforbrug, men lige så vigtigt kan de også pege på ting, vi endnu ikke ved nok om.
Kortlægningen af ressourceforbruget er en del af projektet Re_Byg, der kører fra 2021 til 2024 og er et stort samarbejde om dataindsamling, bearbejdning og kortlægning af ressourceforbrug på byggepladser.
Rapporten under Re:Byg-projektet
Rapporten udkommer som en del af EUDP-projektet, og udforsker de samlede udledninger fra 61 danske byggepladser med særligt fokus på transport og bygge- og installationsprocesser.
Resultaterne afslører, at emissionerne fra transport til byggepladserne udgør 0.28 kgCO2e/m^2 årligt pr. kvm gulvareal over 50 år, hvilket svarer til 3 pct. af den danske reference for bygningers samlede livscyklusemissioner.
Endnu vigtigere er det, at processerne, der dækker energiforbrug, affaldsproduktion og brug af brændstoffer på byggepladserne, bidrager med 1.00 kgCO2e/m^2 årligt, hvilket udgør 11 pct. af den samlede reference. Dette understreger den betydelige miljømæssige påvirkning fra selve opførelsesfasen, hvor især affaldshåndteringen stikker frem.
Build fremhæver vigtigheden af at inkludere selve byggeprocessen i de samlede vurderinger af byggeriers CO2e aftryk for at sikre en mere omfattende forståelse af, hvor og hvordan emissioner kan reduceres effektivt. Studiet peger på, at affald fra byggepladser udgør næsten halvdelen af emissionerne i opførelsesfasen, hvilket indikerer et stort potentiale for forbedring gennem forebyggelse, styring og genbrug.
Ved at skabe en detaljeret indsigt i byggepladsernes emissioner, danner undersøgelsen et vigtigt fundament for fremtidige studier, politikker og indsatser der er rettet mod at gøre byggebranchen mere bæredygtig
Kilde: Molio/ConTech Lab
Rapporten peger både på nuværende praksisser og på fremtidige muligheder for bæredygtighedsforbedringer i byggeprocessen med fokus på både energi, brændstof, affald og transport og giver dermed et klart billede af byggepladsens samlede klimaaftryk.
- Men en af udfordringerne på vejen til at blive klogere på, hvor det batter mest at sætte ind, er, at de fleste virksomheder ikke indsamler data på en ensartet og struktureret måde. Meget forgår i dag med manuel indtastning, og på den måde bliver menneskelige fejl desværre en stor faktor, siger Kai Kanafani.
Efterlyser ensartet dataindsamling
Det betegnes som afgørende at kunne indsamle detaljeret og konkret data i ensartede formater, så virksomhederne mere effektivt kan navigere i byggeriernes klimapåvirkning – og bruge ressourcer på at forbedre sig, der hvor effekten er størst.
Det arbejder de på i ConTech Labs pionerprojekt, Minimering af ressourceforbrug på byggepladsen, der er støttet af EUDP, en tilskudsordning under Energistyrelsen til teknologiprojekter, der bidrager til at indfrielse af målsætninger for energi og klima.
- Vi arbejder på at skabe et datagrundlag, så vi kan give entreprenørerne et bud på værktøjer og metoder, der gør en forskel i den praktiske virkelighed på byggepladserne, så en reduktion af CO2e-udledning og ressourceforbrug kan gå hånd i hånd med besparelser på bundlinjen, siger Mikkel Bredsgaard, projektleder i ConTech Lab.
ConTech Lab er byggebranchens fælles udviklingsplatform, der er etableret i samarbejde mellem Molio, Industriens Fond og Realdania.
Build samarbejder med ConTech Lab på pionerprojektet Minimering af ressourceforbrug på byggepladsen.