23948sdkhjf

Fra Sygehus til byoase med studerende i førertrøjen

Et af det helt store renoverings- og byprojekter i Aalborg er omdrejningspunkt for en totalentreprisekonkurrence for mere end 100 studerende

Byg toppen af Sygehus Nord i Aalborg om til et spændende mødested for byens borgere. Det er opgaven, omkring 120 studerende og elever fik stillet dette års udgave af læringsforløbet De Digitale Dage

De studerende, der skal komme med deres bud på fremtiden for det gråhvide 14 etagers sygehustårn, som præger bybilledet i Aalborg, kommer fra en række byggeri- og energiuddannelser i Nordjylland. Sammen med repræsentanter fra byggebranchen arbejder de i disse dage på med bud på en ombygning af de to øverste etager af Sygehus Nord.

- Det er spændende med så stort et renoveringsprojekt, som mange af os, der bor i Aalborg også kan relatere til og måske i fremtiden få gavn af. Vi har ret frie tøjler til at komme med vores bud, så det bliver helt sikkert nogle gode, sjove og lærerige dage, hvor vi forhåbentligt kommer frem til et rigtig godt projektforslag, fortæller Frederikke Ottilia Nørskov.

Hun blev færdig som bygningskonstruktør på UCN i januar og læser nu kandidatuddannelsen i byggeledelse og bygningsinformatik på Aalborg Universitet.

Som projektleder i sin gruppe skal hun sørge for at koordinere og samle trådene for de forskellige deltagere, der blandt andet kommer fra uddannelserne til tømrer, elektriker, bygningskonstruktør, installatør og ingeniør. Der er også for første gang studerende med fra Norge.

Der er allerede udarbejdet planer om at lave de gamle sygehusbygninger og det omkringliggende område om til et nyt bykvarter, når Region Nordjylland engang i fremtiden rykker til det nye supersygehus i Aalborgs østlige udkant.

Teknologi og bæredygtighed

Under De Digitale Dage er de studerende samlet i grupper af cirka 20 deltagere og konkurrerer mod hinanden i en totalentreprisekonkurrence.

De skal også tage de nyeste teknologier og systemer i brug inden for byggeriet og indtænke bæredygtighed og genbrug af elementer i deres løsningsforslag, så de lever op til de nye skrappe krav til et byggeris klimaaftryk.

De færdige forslag skal fredag d. 15. marts præsenteres for et dommerpanel, der blandt andet består af ejendoms- og udviklingsselskabet Nordud A/S, der har købt sygehusbygningerne og grunden. 

Meget i spil

- Der er stadig mange muligheder i spil i forhold til, hvordan den øverste del af Sygehus Nord kommer til at se ud, fortæller Kim Jacobsen, adm. direktør for Nordud.

Ambitionen er blandt andet et nyt bykvarter, som bedre binder midtbyen og Vestbyen i Aalborg sammen.

- Det skal de studerende jo også tænke ind i deres projektforslag i forhold til, hvordan de to øverste etager af sygehuset kan blive et mødested og en ramme for fællesskab, siger Kim Jacobsen.

De Digitale Dage foregår på UCN i Aalborg og er et partnerskab mellem Professionshøjskolen UCN, Aalborg Universitet, EUC Nord og Techcollege i samarbejde med DI Byggeri, Cowi og Tl Byg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125