23948sdkhjf

Milliard-entreprenør samler alt i ny koncern

Med en ny struktur samles adskillige firmaer med mere end 600 ansatte og en omsætning på 1,4 mia. kr.

Da Ballerup-entreprenøren Jakon A/S' seneste årsregnskab blev offentliggjort stod det klart, at firmaet for første gang kan kalde sig et milliardforetagende. 

Nu har ejerfamilien bag entreprenørfirmaet besluttet, at organisationen skal styrkes og fremtidssikres via en strategisk omstrukturering. Derfor etableres nu ”Jakon Family”, der samler alle koncernens virksomheder i en overordnet ledelsesstruktur. 

- Organisationsforandringerne og etableringen af Jakon Family vil ikke betyde noget for den daglige ledelse i virksomhederne og kundernes forhold vil heller ikke forandres, siger hovedaktionær Stein Pettersen i en pressemeddelelse.

Jakon A/S er stiftet i 1978 og er ejet af familien Pettersen med Stein Pettersen i front.

Jakon Family består af Jakon A/S, A/S Julius Nielsen & Søn, Skandi-Bo, Lafuco, jji Akustik & Inventar, Malerflex Industrilakering samt flere ejendomsselskaber.

Den nye koncern omsætter for 1,4 mia. kr. om året og beskæftiger mere end 600 medarbejdere.

Flere rykker en tak op 

Konkret indebærer ændringerne i toppen, at Stein Pettersen, ejer og adm. direktør i Jakon A/S gennem 20 år, bliver koncerndirektør i Jakon Family. Her bliver hans rolle at styrke den overordnede ledelse og udvikling på tværs af firmaerne.

Stein Pettersen overlader posten som adm. direktør i Jakon A/S til Teddy Pedersen, der har været i firmaet siden 2003 og siden 2018 har været produktionsdirektør.

Ny produktionsdirektør bliver Jacob Sloth Jørgensen, der er rekrutteret internt. Han været ansat i entreprenørfirmaet i 10 år, heraf de seneste seks år som afdelingschef.

- Med etableringen af ”Jakon Family” vil hele koncernen være endnu bedre rustet til implementering af kommende krav til CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive, red.), siger bestyrelsesleder Anja Olsen.

Organisationsændringen vil træde i kraft per 1. april 2024, hvor Jakon A/S fylder 46 år.

JAKON A/S
Regnskabsår 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 1077,0 905,1
Resultat af primær drift 62,7 68,9
Resultat før skat 82,1 71,9
Årets resultat 65,9 57,0
Balancestatus 420,0 424,9
Egenkapital 161,2 145,3
Antal ansatte 328 344
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157