23948sdkhjf

Pas på tagsten: Historisk tag skal renoveres

Vor Frue Kirke i Assens skal have nyt tag, og mens den proces er i gang, påbegynder vind, vejr og tid selv renoveringen

Kirkens tag fælder, når det blæser.

Derfor skal Vor Frue Kirke i Assens have et nyt tag. Det vil koste cirka 20 mio. kr., men regningen kan ende med at blive endnu større, hvis ikke taget bliver ordnet meget snart. 

Det skriver Fyens Stiftstidende

- Der flyver tagsten af, når det stormer. Så jeg ser efter, om nogen går for tæt på kirken. Det kan jo ende galt, hvis man får sådan en i hovedet, siger Vibeke Busse Andersen, der er formand for menighedsrådet for Assens-Gamtofte Sogne, til Fyens Stiftstidende. 

Kirkens nuværende tag er cirka 150 år gammelt, og en rådgiver fra Nationalmuseet meldte i foråret 2022 klart ud: Taget skal skiftes! 

Proces tager tid 

Men når taget på Fyns andenstørste kirke skal skifte, er det ikke bare at gå i gang. Først udarbejdes et udbudsmateriale, som sendes til forskellige arkitektfirmaer. Herefter godkender Assens Menighedsråd, Provstiet og Fyens Stift projektet. Så skal Nationalmuseet og De Kongelige Bygningsinspektører give deres godkendelser, før projektet kan realiseres. 

Tagrenoveringen er på nuværende tidspunkt til godkendelse hos Nationalmusset og De Kongelige Bygningsinspektører. 

Vibeke Busse Andersen regner med, det bliver godkendt. Hvornår svaret kommer er uvist, men håbet er så hurtigt som muligt. 

Jo længere tid, der går, des værre bliver tagets tilstand - og det kan påvirke de økonomiske rammer for projektet, fortæller hun.

Ifølge projektbeskrivelsen vil det tage omkring seks-syv måneder at få skiftet taget.

Vor Frue Kirke i Assens 

Vor Frue Kirke er Fyns næststørste kirke - Odense Domkirke er den største

Oprindeligt bygget i 1200-tallet som en romansk kirke. Men har været under ombygning ad flere omgange. Gennemgik to store restaureringer i 1800-tallet.

Kirken huser Danmarks ældste drengekor: Syngedrengene ved Vor Frue Kirke Assens, som startede med at synge i 1856.

I 1488 stod kirken i sin nuværende gotiske skikkelse færdig, inklusive det ottekantede tårn på 48 meter, der i sin art er det eneste i Danmark, ved siden af Kalundborg kirkes fem tårne.

assenskirke.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094