23948sdkhjf

Nye tal får ikke borgmester til at ryste på hånden: Jeg håber, Folketinget vedtager anlægsloven

Aalborgs førstemand bakker minister op

Nye tal fra Vejdirektoratet varsler, at klimabelastningen ved en 3. Limfjordsforbindelse over Egholm bliver næsten dobbelt så stor som de hidtidige prognoser.

Ifølge teknologi- og videnskab-mediet Ingeniøren har Vejdirektoratet opjusteret den forventede CO2-udledning fra anlægsfasen af den kombinerede bro- og tunnelløsning til 480.000 ton. Tidligere lød prognosen på 263.000 ton.

Altså en stigning på 83 pct.

Det får imidlertid ikke Aalborg-borgmester Lasse Frimand Jensen til at ryste på hænderne, før Folketinget senere i denne måned ventes at blive præsenteret for den anlægslov, der skal bane vej for den nye og stærkt omdiskuterede motorvejsforbindelse, som efter alt at dømme løber op i et tocifret milliardbeløb.

- Vejdirektoratets nye beregningsmodel ændrer ikke på den enorme trafikale sårbarhed og den trængsel, der er i dag omkring Limfjordstunnelen. Et flertal i både Folketinget, byrådet, de nordjyske kommuner og regionen støtter den 3. Limfjordsforbindelse. Det er fortsat vejen til vækst i hele Nordjylland, og jeg håber, Folketinget vedtager anlægsloven inden sommerferien, meddeler Lasse Frimand Jensen i et skriftligt svar til Nordjyske.

Vejdirektoratets nye tal har fået kritikerne af forbindelsen over Egholm til at appellere om at stoppe projektet. Stinus Lindgreen, trafikal ordfører for Radikale Venstre, har stillet en byge af spørgsmål til transportminister Thomas Danielsen (V), som endnu ikke er besvaret.

Ministeren har dog ingen planer om at udsætte anlægsloven, fastslår han overfor Ingeniøren.

Han henviser til, at ændringen i Egholmlinjens CO2-udledning beror på en opdatering af Vejdirektoratets regnemodel, som også vil slå igennem på alternative løsninger.

Det er Lasse Frimand Jensen enig med ministeren i, skriver han til Nordjyske.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203