23948sdkhjf

Miljøminister om jordskred: Oprydning vil vare flere måneder

Den akutte fase med oprydning efter jordskred vil vare nogle måneder endnu, inden mellemfasen starter

Der er udsigt til, at det vil tage månedsvis og koste mange penge at rydde op efter jordskreddet i Randers, som virksomheden Nordic Waste står bag.

Det oplyser miljøminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde fredag, hvor han giver en status på, hvordan det står til med at dæmme op for miljøkatastrofen.

- Den akutte fase vil vare nogle måneder endnu, og det handler om den akutte indsats. Vi pumper vand, rørfører, anlægger forsinkelsesbassiner og bygger spunsvægge, siger Heunicke.

Dernæst er planen at gå over i en mellemfase. Her skal vandløbet bøjes af og kobles til Gudenåen, jorden skal renses, og jordskreddet skal kontrolleres, oplyser han.

Nordic Waste er gået konkurs og har efterladt regningen for oprydningen til skatteborgerne.

Staten har overtaget regningen fra Randers Kommune, mens myndighederne venter på at få afklaret, hvad der er af muligheder for at få garantier fra virksomheden.

Der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål i sagen. Det gælder eksempelvis ansvaret hos Randers Kommune, som ikke har lavet et loft over, hvor meget jord Nordic Waste måtte efterlade.

Kommunen vidste, at der var jordskred i gang og konfronterede virksomheden med 17 tilsyn, men gjorde ikke mere, fordi de ifølge kommunen ikke kunne.

Spørgsmålet er derfor, om kommunens eventuelle ansvar vil få en betydning for, om staten er villig til fortsat at betale regningen for oprydningen, eller om det overgår til Randers, som har stået med regningen, indtil staten tog over.

Miljøministeren svarer ikke direkte på spørgsmålet.

- Vores opgave er meget, meget klar, og det er at afværge, at vi får en miljøkatastrofe. Vi har et lokalsamfund tæt på jordskreddet, som i øjeblikket er ned mod syd.

- Det er ikke et arbejde, der slutter lige med det første. Der er en række juridiske skridt, der skal undersøges af kuratorerne og Kammeradvokaten.

- Det er vanskeligt at svare på, hvornår og i hvilket omfang ansvaret for den daglige håndtering vil gå tilbage til Randers Kommune, siger Heunicke.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141