23948sdkhjf

Kendt arkitektfirma leverer rekordhøj omsætning - men indtjeningen følger ikke med

Toplinjen nærmer sig 300 millioner i den partnerejede tegnstue efter et historisk godt år på den front. Anderledes ser det ud med evnen til at tjene penge

Den kendte arkitektvirksomhed Aart kommer ud af det seneste regnskabsår med rekordhøj omsætning, men det halter gevaldigt med at få indtjeningen til at følge med op.

Det skyldes blandt andet vanskelige markedsvilkår med udskudte projekter og en hård priskonkurrence i hele Skandinavien.

Derfor er det heller ikke en topchef, der alene jubler over selskabets vækst på et tidspunkt, hvor nye tiltag og potentielle opkøb er på tegnebrættet.

- Det har været et vanskeligt år, som har stillet store krav. Jeg er stolt af, at vi har formået at tilpasse os og flytte os som forretning på trods, udtaler Torben Skovbjerg, adm. direktør i den partnerejede arkitektvirksomhed, i en pressemeddelelse.

Samlet set leverede arkitektfirmaet en omsætning på godt 292 mio. kr., svarende til en vækst på toplinjen på 20 pct., hvilket resulterede i den højeste omsætning i firmaet historie, fremgår det af årsregnskabet.

Sidste regnskabsår var selskabets omsætning 239 mio. kr. og i 2020/21 147 mio. kr.

Driftsresultatet før af- og nedskrivninger (Ebitda) landede på godt 11,6 mio. kr. for regnskabsåret 2022/23, mens det reelle driftsresultat (Ebit) endte på 3,9 mio. kr. Det var både 1,7 mio. kr. lavere end i 2021/22, og på det laveste de seneste fem år.

Det betragtelige fald afspejler ifølge firmaet et udfordrende marked og det forhold, at Aart med opkøbet af Mangor & Nagel i 2022 selv har finansieret virksomhedsudvidelsen i eget regi.

Aart Architects A/S
Regnskabsår 2022/23 2021/22
Valuta mio. kr. mio. kr.
Nettoomsætning 292,7 239,2
Bruttofortjeneste 188,9 159,3
Driftsresultat 5,1 7,4
Resultat før skat 3,9 5,6
Årets resultat 2,4 3,5
Balancestatus 132,9 136,2
Egenkapital 36,3 31,3
Antal ansatte gns. 257 213
Kilde: Aart Architects

Nye tiltag

Tegnestuen har iværksat en række strategiske tiltag.

Mangor & Nagel blev fuldt integreret i virksomheden og skiftede navn til Aart i september.

- Vi har fået yderligere fat i vigtige segmenter som spaceplanning, transformation, landskab og ydelser inden for den grønne omstilling, forklarer Torben Skovbjerg og uddyber:

- Dertil har vi oplevet et højt aktivitetsniveau indenfor blandt andet alment boligbyggeri og vi har vundet flere konkurrencer inden for erhvervsbyggeri.

Skandinavisk potentiale

Det er ikke blot på det danske marked, at vilkårene har været udfordrende. Særligt på de svenske og norske markeder har det sidste år budt på flere udskudte projekter.

Kort om arkitekten

Aart blev etableret i 2000 af Torben Skovbjerg, Anders Strange og Anders Tyrrestrup. Siden er Mads Nygaard og Nanna Flintholm kommet til som group partnere. 

Gruppen har i dag mere end 300 ansatte fordelt på kontorer i Aarhus, København, Roskilde, Frederiksund, Oslo og Stockholm.

I april 2022 opkøbte Aart virksomheden Mangor & Nagel.

Kilde: Aart's hjemmeside

- Vi lancerer vores nye strategi i 2024, og et af vores fokusområder er yderligere vækst på det skandinaviske marked og på sigt også uden for Skandinavien, siger Torben Skovbjerg.

- Vi overvejer strategiske opkøbsmuligheder i både Norge og Sverige blandt arkitektvirksomheder med enten den rette størrelse eller rette ydelsesprofil. Vi er nødt til at investere i både kunder og markedsvolumen for at give os et tilsvarende stærkt ståsted, som det, vi har i Danmark, tilføjer han.

I nabolandene er Aart blandt andet arkitekter på den igangværende transformation og udvidelse af Vikingtidsmuseet i Oslo, der huser en af verdens mest kostbare samling fra vikingetiden.

I Sveriges er firmaet engageret i landets største gymnasium, Hedda Anderssongymnasiet i Lund.

På det danske hjemmemarked vil firmaet også investere yderligere i det almene segment.

- Vi er allerede blandt de førende rådgivere inden for almene boliger og plejesektoren på Sjælland – det potentiale skal vi have forløst i den vestlige del af Danmark også, siger Torben Skovbjerg.

Forsigtige og realistiske

De økonomiske usikkerheder i markedet og de geopolitiske udfordringer i og omkring Europa gør, at forventningerne til indeværende år fortsat er ret forsigtige.

- Vi kommer til at mærke markedskonsekvenserne af kriserne langt ind i 2024, og vi ruster os derfor til at det bliver endnu et udfordrende år. Mine forventninger er, at vi fastholder omsætningsniveauet og resultatet på nogenlunde samme niveau, siger topchefen.

- Men samtidig har jeg en tro på, at vi med vores nye forretningsstrategi, geografiske udstrækning, bredden i ydelser og mange millioner kvadratmeter under udvikling står på et solidt fundament til at videreudvikle vores forretning, tilføjer Torben Skovbjerg.

Aart har 300 ansatte på kontorer i Aarhus, København, Roskilde, Frederikssund, Oslo og Stockholm.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109