23948sdkhjf

Indtjeningen dykker hos kendt arkitekt: - Investeringer i mere professionalisme koster

Omsætning og medarbejdertilgang er vokset hos Gehl Architecture. Årsresultatet er til gengæld påvirket af investeringer i blandt andet ny teknologi - og en stor genforeningsfest

Omsætningen hos den verdensberømte byplan-tegnestue Gehl Architects er vokset med ikke mindre end 14 mio. kr. siden regnskabsåret 2021/22.

Aktivitet og ordrebøger har det med andre ord godt i virksomheden, der bygger på stifteren og arkitekturprofessoren Jan Gehls tanker og forskning om menneskevenlige byer.

Værre ser det ud på bundlinjen, der er gået ned fra et overskud på 13,7 mio. kr. til mere beskedne 8,3 mio., ifølge den netop offentliggjorte årsrapport.

Flere medarbejdere

Egenkapitalen holder status quo på lige omkring de 22 mio. kr., i forhold til forrige regnskabsår.

Og hvad skyldes resultatnedgangen så, i en virksomhed, der har specialiseret sig i noget, der burde være i høj kurs, nemlig design og planlægning af bæredygtige og mere fodgænger- og cyklistvenlige byer? Og som henter 90 pct. af sin omsætning i udlandet?

Det skyldes ifølge Helle Søholt, adm. direktør i Gehl Architects, blandt andet den 30 procents forøgelse af medarbejderstaben, som øget efterspørgsel gennem 2023 har krævet.

- Investeringer i mere professionalisme koster på den korte bane. Dertil kommer, at vi har opgraderet digitalt med nye finans og HR-systemer, samt mandet op på kommunikation og markedsføring, tilføjer hun, og nævner også den store "Gehl Gathering" i København, som blev den helt store, men heller ikke helt billige, genforeningsfest.

- Vi arbejder jo globalt, og holdene er spredt ud over hele kloden. Derfor kunne vi sidste år, nu da corona er klinget af, igen mødes fysisk. For første gang siden 2018 kunne alle 135 ansatte, inklusiv deltidsansatte, mødes for at styrke den kollektive ånd. Det var også en god investering i det fremtidige samarbejde, mener Gehl-topchefen.

Dertil kommer en ambition om at "positionere sig som en førende digitaliseret virksomhed og en afgørende stemme i diskussionen om AI (kunstig intelligens) og andre voksende teknologier", som Gehl-ledelsen skriver i årsrapportens ledelsesberetning.

Vækst i østen

Helle Søholt fortæller, at efter corona er virksomheden vokset til dobbelt størrelse siden før pandemien, både i forhold til antal ansatte og omsætning.

Jeg har ikke de store forventninger om væsentlig vækst på bundlinjen for 2024, for meget af det vi laver, er opgaver for store offentlige bygherrer, og 2024 er et stort valgår, både i USA, i Storbritannien og i Mexico. Derfor usikkerheden. Helle Søholt, adm. direktør, Gehl Architecture

Gehl-direktøren tilføjer, at virksomheden, der globalt arbejder med bæredygtig urbanisering, sundhedstiltag og masterplaner for private og offentlige developere, nu er oppe i fuldt 'udlands-gear' igen.

- Vi har efter nedgangen under coronapandemien igen kunnet genoptage en del projekter i både Australien og Asien. De områder er i vækst igen med nye spændende projekter, siger hun.

Ekspansions-muligheder

I 2023 havde Gehl aktive projekter på de fleste kontinenter, men som hun siger:

- Siden regnskabsbøgerne lukkede, er verden blevet mere ustabil.

Derfor er Helle Søholt også forsigtig med at skrue helt op for optimismen for 2024. 

- Dertil er konjunkturerne og den politiske situation fortsat for usikker. Også i nogle af de lande, hvor vi har planer om at ekspandere, såsom De Forenede Arabiske Emirater, Oman og Saudi Arabien. Men vi skal holde fast i, at verden er åbnet op igen. Og markedet boomer som sagt fortsat i Australien, og flere lande i Sydøstasien er også begyndt at røre mere på sig, siger Helle Søholt.

Flere kontorer, men ..

Hun vil dog ikke gå så langt som at love, at Gehl Architects i nærmeste fremtid åbner mere permanent kontor i Australien, hvor tegnestuen traditionelt står stærkt både i Perth og Sydney, men både Australien og Sydøstasien er markeder, hvor firmaet har ambitioner om at ekspandere.

- Vi arbejder frem mod det, men lige nu kan jeg ikke blive konkret på, hvornår og hvor vi åbner flere kontorer, siger Helle Søhold.

Hun tilføjer, at det aktuelle dyk på bundlinje ikke bekymrer hende lige nu, men at hun dog forventer, at verden vil være ustabil en rum tid endnu.

- Derfor har vi heller ikke de store forventninger om væsentlig vækst på bundlinjen for 2024, for meget af det vi laver, er opgaver for store offentlige bygherrer, og der er det med 2024, at det er et stort valgår, både i USA, i Storbritannien og i Mexico. Og der bliver typisk sat færre store projekter i gang, når den politiske usikkerhed er så stor, som den for eksempel er i USA lige nu, siger Gehl-direktøren.

Gehl Architects Holding ApS
Regnskabsår 2022/23 2021/22
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 144,1 130,2
Bruttofortjeneste 98,2 83,5
Resultat af primær drift 11,6 16,7
Årets resultat 8,3 13,7
Egenkapital 22,5 21,8
Antal ansatte 118 94
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.266