23948sdkhjf

Regnskab: Høje omkostninger presser resultat

Hos parallelimportøren af Volvo-maskiner, A.E Maskiner, har man i det forskudte regnskab fastholdt et højt niveau, men overskuddet presses af stigende omkostninger til løn og lager

Med et resultat af primær drift på 14,9 mio. kroner ligger man hos AE Maskiner 2,6 mio. kroner over det foregående år, og begge årene ligger væsentligt over de foregående år. Regnskabet er afsluttet pr. 30. september sidste år.

Men årets resultat er lidt lavere end året før, og ender på godt 7,1 mio. mod 7,8 mio. kroner året før. Selskabet oplyser ikke omsætning.

- Vi har haft et fornuftigt år. Der har været lidt ketchup effekt over det, men selvom det har været svært at skaffe maskiner, så har efterspørgslen været høj. Problemet er så, at der har været noget forsinkelse på maskinerne, og det har betydet, at vi på opgørelsestidspunkt havde et ret stort lager af maskiner. Det er dyrt at have et stort varelager, og det koster i renter, siger Anders Ebbesen, indehaver, til Licitationen Byggeriets Dagblad.

Varelageret er i perioden steget fra 65 mio. kroner året før til 87 mio. kroner. De finansielle poster er også steget fra -2,2 mio. kroner året før til -5,7 mio. kroner.

Flere medarbejdere

Firmaet er faktisk i samme periode vokset med en halv snes medarbejdere, til i dag omkring godt 50 medarbejdere.

- Det betyder en øget lønudgift. Alligevel har vi valgt at udbetale overskudsdeling til samtlige medarbejdere, og der er udbetalt 930.000 kr., svarende til 15 kr. i timen pr. fuldtidsansat medarbejder, siger han, ikke helt uden stolthed i stemmen. Han forklarer at det har man gjort i de senere år, for at påskønne den indsats medarbejderne gør.

- Uden dygtige folk, der yder en god indsats, kan ingenting lade sig gøre, siger han.

Travlt i service

Anders Ebbesen forklarer, at en god del af det høje aktivitetsniveau kommer fra serviceafdelingen.

- Vi har i det forgangne år haft virkelig travlt både med hensyn til eftermarkedet, det vil sige reservedele og på vores værksted. Desuden har vi jo fået et nyt mærke ind, nemlig Keestrack som vi er blevet officiel importør af i Danmark. Det har givet en øget aktivitet på alle niveauer, siger Anders Ebbesen.

Vi har i det forgangne år haft virkelig travlt både med hensyn til eftermarkedet, det vil sige reservedele og på vores værksted. Desuden har vi jo fået et nyt mærke ind, nemlig Keestrack som vi er blevet officiel importør af i Danmark Anders Ebbesen, adm. direktør, AE Maskiner.

Keestrack er knusemaskiner og sorteringsanlæg, der oprindeligt stammer fra Belgien, men som i dag er en multinational virksomhed med produktion flere steder i verden. Keestrack sælges på det meste af det europæiske kontinent.

Fortsat optimist

Anders Ebbesen mener ikke der er tegn på, at markedet skulle ændre sig meget i indeværende år.

- Vi er nu godt i gang med første kvartal i det nye regnskabsår, og vi kan da godt se, at markedet for små maskiner er gået noget i stå, fordi boligbyggeriet er gået nedad. Men det ser egentligt fint ud med de større maskiner. Samtidig byder året jo på flere udstillinger, hvor vi jo ser meget frem til at komme ud og møde kunderne, siger Anders Ebbesen.

A.E Maskiner ApS
Regnskabsår 2022-23 2021-22
Resultat af primær drift 14,9 12,3
Årets resultat 7,1 7,8
Egenkapital 24,1 19,5
Antal ansatte 51 39
Kilde:cvr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125