Banedanmark håber på færre overgravede kabler
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/73993052.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bcrop%5D%5Bwidth%5D=5616&t%5Bcrop%5D%5Bheight%5D=3744&t%5Bcrop%5D%5Bx%5D=0&t%5Bcrop%5D%5By%5D=0&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=440&accessToken=daf8fbb8531471db632bc03175ac31e9ceaa52b845ae980e9bbce7918ab3e367)
Banedanmarks kabler og ledninger kan nu lettere findes af entreprenører, inden de begynder at anlægge et projekt. Der er nemlig kommet bedre styr på dem.
Det melder Banedanmark i en udsendt pressemeddelelse med henvisning til ledningsejerregistret, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet administrerer.
Registeret har eksisteret i mange år, men der er indført nye regler, så alle landets ledningsejeres kabler og ledninger i digital form let kan findes for entreprenører forud for et anlægsprojekt, lyder det.
- Banedanmark er en stor infrastrukturforvalter, og dermed har vi også exceptionelt mange ledninger og kabler liggende i jorden. Der er jo ingen, der graver kabler over med vilje, men ved diverse anlægsprojekter kan det ske – og det går ud over togpassagererne, hvis det er Banedanmarks kabler, de rammer. Men med registret håber vi at reducere antallet af overgravede kabler, siger Brian Vitalis Hougaard, områdechef i Asset Management i Banedanmark.
Med de nye regler skal Banedanmark nu udlevere ledningsdata for den præcise lokation indenfor to timer, når de modtager en graveforespørgsel fra en entreprenør.
- Banedanmark har arbejdet hårdt på at nå i mål inden deadline for at få oversigter over alle vores kabler lagt i databasen. Vi har gennemgået over 25.000 tegninger, som viser, hvor i jorden vi har ledninger.
- Vi kommer ikke til helt at kunne forhindre kabelovergravninger, men det store arbejde med indsamlingen og kortlægningen af tegninger skal gerne i sidste ende komme togpassagererne til gode og hjælpe entreprenørerne i deres arbejde, forklarer områdechefen.
Kort om registeret
- Ledningsejerregistret er et landsdækkende register over Danmarks ledningsejere, der skal udlevere de mange ledninger, som ligger i jorden.
- Ledningsejerregistret administreres af Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, som ligger under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
- Ved hjælp af ledningsejerregistret kan man som entreprenør få oplysninger om ledninger og kabler, der ligger i jorden, og som man skal være opmærksomme på, inden der graves.
- Med de nye regler skal ledningsdata udleveres indenfor to timer, hvilket er en forbedring i forhold til tidligere, hvor svartiden var fem dage.
- De sidste tre år har Banedanmark været i gang med at indsamle data til registret. Banedanmark har kortlagt ledninger fra mere end 25.000 tegninger.
Kilde: Banedanmark