Debat: LCA for byggepladsen er på vej – og vil stille nye krav til byggebranchen
Siden klimakravene i bygningsreglementet trådte i kraft i 2023, har byggebranchen skullet forholde sig til livscyklusvurderinger (LCA). Det er krav, der i øjeblikket er til fornyet politisk forhandling.
En del, som ikke indgår i LCA’en p.t., er klimapåvirkningen fra selve byggepladsen, dvs. fra energiforbrug til maskiner og transport m.v.
Byggepladsen kan komme med i LCA'en som en del af bygningsreglementets krav allerede fra 2025, og ellers vil Bygningsdirektivet sikre, at byggeprocessen skal regnes med fra 2027 for større nye bygninger over 2.000 m2 og fra 2030 for øvrige bygninger.
Derudover har vi i dag en grænseværdi for bygninger over 1.000 m2 på 12,0 kg CO2-ækv. pr. m2 pr. år. Denne grænseværdi skal efter aftalen strammes, men hvor meget er også til forhandling.
LCA er i dag ikke komplet
I en LCA opdeler man byggeriets livscyklus i standardiserede faser og moduler.
Den nuværende LCA-metode, som bygningsreglementet (BR) er baseret på, er ikke en komplet LCA. For det første fokuserer metoden ifølge BR udelukkende på klimapåvirkninger og udelader byggeriets andre miljøpåvirkninger.
For det andet kræver den ikke, at alle moduler, defineret i standarden EN 15978 (som er den standard, der beskriver, hvordan man udfører en LCA for byggeri) medtages i LCA-beregningen.
Som det ser ud nu, vil der fortsat alene være krav om at beregne klimapåvirkningen og ikke andre miljøpåvirkninger.
Men bygningsdirektivet – og evt. de igangværende politiske forhandlinger – betyder, at LCA’en skal udvides til at omfatte flere moduler. Da byggeprocessen udgør 10-15 % af byggeriets samlede klimapåvirkning, vil det være væsentligt at få den med i LCA’en for at undgå suboptimering.
Her handler det om modulerne A4 og A5, der dækker transport til byggepladsen (A4) og arbejdet med montering og opførelse på byggepladsen (A5).
Det rykker ved rollerne, når vi skal regne byggeprocessen med
Det vil ændre en række roller og opgaver i byggeprojekter, at byggebranchen på et tidspunkt i snarlig fremtid skal inkludere modulerne A4 og A5 i livscyklusvurderingen (LCA).
Det må forventes at medføre øgede krav og ansvarsområder for entreprenør- og håndværksvirksomheder, som spiller en nøglerolle i dokumentation og styring af klimapåvirkninger i byggeprocessen.
Desuden kan det påvirke byggemarkeder, grossister og producenter, som er de aktører, der kan levere data for transport af byggematerialer til byggepladsen.
Hav fokus på standby forbrug, udtørring, spild og ansvar
Nogle af de områder, der kræver intensiveret fokus i byggeprocessen, er standbyforbrug uden for arbejdstid til skure, containere o.l. samt tomgangskørsel af byggemaskiner, udtørring, spild og ansvar for elforbrug på byggepladsen, hvor det i dag er bygherren, der betaler for el og varme, hvilket kan føre til uhensigtsmæssigt forbrug uden motivation for entreprenørerne til at reducere forbruget.
For entreprenør- og håndværksvirksomheder bliver det afgørende at tilpasse sig og implementere nye praksisser for at imødekomme eventuelle krav om LCA, der inkluderer byggeprocessen. Dette kræver en tidlig omstilling, som er fornuftig at påbegynde allerede nu.