23948sdkhjf

Kemp & Lauritzen sælger niche fra

Kemp & Lauritzen afhænder nu en niche. Det skyldes ifølge selskabet selv, at både kollegaer og kunder vil være bedre tjent med et ejerskab, der har fuldt fokus på området

En af landets største teknikentreprenører sælger nu en del af sin serviceforretning fra.

Kemp & Lauritzen har nemlig solgt sine elektromekaniske aktiviteter, tilhørende medarbejdere og værksted i Albertslund til Pronor IndustriTeknik.

Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

- Beslutningen om et frasalg skyldes, at vi har vurderet, at vores kollegaer og kunder i Maskinelektro vil være bedre tjent i et set-up, hvor der er fuld fokus på de elektromekaniske ydelser. For en bred teknikleverandør som os er maskinelektro en niche, der fortjener større fokus end det vi kan give i det daglige. Det sikrer vi nu med denne aftale og en strategisk samarbejdsaftale, som vi har indgået med Pronor IndustriTeknik, fortæller Thomas Gjørup, direktør for Teknikhuse i Kemp & Lauritzen. 

Et drømmekøb

Hos Pronor IndustriTeknik kalder man det et "drømmekøb, at man har været i stand til at få fingrene i en del af Kemp & Lauritzens serviceforretning, Teknikhuse.

- Vi har i forvejen en afdeling på Sydsjælland, og med en stor afdeling i det storkøbenhavnske område kan vi nu i endnu højere grad servicere vores sjællandske kunder og styrke det landsdækkende netværk, siger adm. direktør Søren Nedergaard.

Med købet sætter virksomheden desuden gang i yderligere vækst.

- Værkstedet i Albertslund er uden sammenligning det bedst udstyrede i landet og har i øjeblikket 11 medarbejdere tilknyttet. Vi kan allerede nu se, at vi får brug for yderligere medarbejdere og sætter gang i en rekrutteringsproces og vil gerne tilknytte yderligere fire-fem teknikere til afdelingen så snart som muligt, siger Søren Nedergaard. 

Af pressemeddelelsen fremgår det, at værkstedet rummer faciliteter og udstyr til at vedligeholde, reparere og renovere elmotorer, gear, pumper og kraner.

Forventer stor efterspørgsel

Om den indgåede strategiske samarbejdsaftale med Kemp & Lauritzen, siger Søren Nedergaard:

- Vi har gennem flere år haft et tæt og stærkt samarbejde om servicering af primært Kemp & Lauritzens kunder vest for Storebælt. Nu overtager vi alle deres elektromekaniske aktiviteter og glæder os til at servicere nuværende og nye kunder fremadrettet. 

Både Søren Nedergaard og Thomas Gjørup forventer endnu større efterspørgsel fra industrien på reparation og renovering af elmotorer, gear og pumper fremadrettet.

Med overtagelsen udvider Pronor IndustriTekni med sin syvende adresse i Danmark. Selskabet har i forvejen afdelinger i Aarhus, Aalborg, Herning, Middelfart, Ringe og Haslev.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11