23948sdkhjf

Syv nye ambulancestationer klar til udrykning i 2024

De første to af Region Sjællands nye ambulancestationer står klar allerede i næste måned

Jorton satte i maj sidste år en underskrift på totalentreprise-kontrakten på syv nye ambulancestationer i Ringsted, Stege, Haslev, Faxe, Nørre Alslev, Vordingborg og Køge. 

Allerede i næste måned er de to første, stationerne i Ringsted og Stege, klar til at tage imod ambulancebehandlere og udrykningskøretøjer.

Udviklingen og planlægningen af de syv ambulancestationer er sket i samarbejde mellem bygherren Præhospitalt Center - Region Sjælland, bygherrerådgiver WSP og arkitektfirmaet Urban Power.

- Det er noget helt særligt at bidrage til det akutte beredskab og skabe gode og inspirerende rammer for det sundhedsfaglige miljø på de nye stationer. De syv stationer bliver etableret i forskudte etaper og det kræver et tillidsfuldt og fokuseret samarbejde at sikre en stabil og ensartet fremdrift i realiseringsfasen, udtaler Arne Cermak Nielsen, arkitekt og partner i Urban Power, i en pressemeddelelse.

Byggeriet af de fem næste ambulancestationer er også godt undervejs og bliver færdige i løbet af 2024.

Når ambulancebehandlere rykker ind på de to nye ambulancestationer, vil de møde et opgraderet sundhedsfagligt miljø med fællesrum, hvile-, trænings- og undervisnings­lokaler. De nye ambulancestationer giver også plads til flere ambulancer, hurtigere udrykning og forventeligt mere akutbehandling i ambulancerne. 

Tilsyn med syv byggepladser samtidig

Udviklingen og byggeriet af de syv stationer i forskellige etaper er sket på kort tid og har krævet god koordination mellem de involverede parter. 

Derfor har en af bygherrerådgiveren WSP’s opgaver også været at føre udvidet tilsyn med alle syv byggepladser samtidigt for at sikre en hurtig og smidig byggeproces for de forskellige etaper og på alle byggepladser.

- Vi har været meget imponerede over, hvordan samarbejdsformen er blevet gentænkt og fornyet i et projekt som dette med etableringen af syv ambulancestationer på samme tid, siger Henrik Bjørn Christensen, bygherrerådgiver og projektleder ved WSP.

Urban Power har tegnet ambulancestationerne ud fra en designstrategi, der skal give en sammenhængende identitet og har gjort det muligt at tilpasse grunddesignet til de lokale betingelser og forskellige behov, der er på de enkelte lokationer.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125