"Det holder jo ikke."
"Det bliver aldrig bygget færdigt."
"Skal vi ikke bare rage det hele ned."
Sådan lyder nogle af rigtig mange kommentarer, som det nye supersygehus, Nyt Aalborg Universitetshospital, får med på vejen.
For er der noget, der hænger ved dét byggeri, er det skandalerne.
- Jeg tror desværre, at en del nordjyder mener, at dét sygehus aldrig nogensinde åbner. At sygehuset lige er ved at falde sammen. Og at det ikke kan stå selv, siger den øverst ansvarlige politiske leder, Mads Duedahl, der er formand for Region Nordjylland.