Naboer ville gerne bevare det grønne kommunale område, mens Hedensted kommune er gået efter et salg.
Og netop et salg er det blevet til af Aalevej 2G i Tørring tæt på Horsens.
Køber er Selmer Gruppen fra Vejle, der inden længe går i gang med at bygge lejeboliger på grunden, skriver Horsens Folkeblad.
Der bliver tale om 29 lejeboliger, som opføres som tæt, lavt byggeri. Mere konkret opføres boligerne som étplans-rækkehuse med egen parkering, have og terrasse.
Derudover er der tænkt et større fællesareal med blandt andet petanquebane og plads til leg ind i projektet, ligesom der er tænkt i forbindelser mellem det nye og eksisterende boligområder.
Selmer Byg A/ S skal stå for at opføre byggeriet, som ventes færdigt i midten af 2025 med en forventet byggetid på omkring et år.
Ifølge Selmer Gruppens egen hjemmeside er koncernen udover projektet i Tørring blandt andet også på vej med 42 boliger i Christiansfeld samt flere i Trekantområdet, i Midtjylland og på Fyn.