Et historisk godt år. Det er resultatet for arkitektvirksomheden 3XN A/S, der i regnskabsåret 2022/23 landede sit bedste resultat nogensinde og tjente 23,5 mio. kr. efter skat.
Nøglerne til fremgang er mange, pointerer Jeanette Hansen, adm. direktør i 3XN:
- Vi står på ryggen af en årelang rejse i retning af at bygge ud fra mere bæredygtige principper og med mindre CO2-aftryk. Den viden, vi har opbygget gennem mange år, begynder at bære frugt. Man kan ikke vinde en konkurrence eller et projekt i dag, hvis man ikke forholder sig meget konkret til det, siger hun i en kommentar til rekordregnskabet.