23948sdkhjf

Niras går nye veje for at vinde udbud

Virksomheden har udviklet et AI-værktøj, som kan hjælpe i tilbudsgivning

Der investeres meget tid i at skrive tilbud på opgaver, som ikke nødvendigvis ender med en underskreven kontrakt. 

Hos Niras har man udviklet et AI-værktøj, som skal hjælpe med at højne chancerne for at vinde udbud og samtidigt bidrage til et mindre tidsforbrug. 

Det skriver Børsen

- Vi bruger megen tid på at skrive tilbud, specielt på store udviklingsbistandsprojekter i for eksempel Afrika, hvor vi potentielt kan spare mange arbejdstimer. Det er tid, vi investerer, fordi det ikke er sikkert, at vi vinder opgaven. Der er meget at hente, hvis vi kan minimere den investering ved at lave vellydende og velstrukturerede tilbud med illustrationer, som følger en tendens på tilbud, vi tidligere har vundet, siger Claus Birkholm, der er it-direktør hos Niras, til mediet.

Mere konkret har Niras konfigureret en sprogmodel, som altså har fået adgang til tidligere tilbud i virksomheden. AI-modellen kan på den baggrund skrive første udkast til standardtekster og også forholde sig til besvarelser på specifikke spørgsmål i udbudsmaterialet. 

- Ved at konfigurere vores egen model kan medarbejderne udpege områder og spørge modellen inden for vores egen data. Det vil sige, at værktøjet kan give input baseret på de seneste fem års tilbudsmateriale om for eksempel nybygning af en skole, som vi har skrevet, og dermed hjælpe med kommende tilbud, forklarer Claus Birkholm til Børsen. 

Værktøjet er i sin afsluttende testfase og frigives inden længe. Forventningen er at kunne bygge oven på det, så det passer ind i flere områder af forretningen.

Generelt er der ifølge Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, mange muligheder for at bruge kunstig intelligens i ingeniørfaget. Niras er da heller ikke ene om at kigge den vej. Hos Cowi bruger man blandt andet kunstig intelligens til at analysere data for havbunden. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157